Sneen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Den blev skrevet høit i fjeldets skavler,
denne sang om kræf ter og om vé —
Uden Gud og uden klippetavler
skrev jeg den, i drømme, paa mit knæ:

Jeg, en mand af dem, som ikke bygger,
— en af dem, hvis kappe er hans hjem, —
blev en midnat træt af stadens skygger,
der jeg mørk og sturende gik frem.

Ja, for mig, som vandret slig alene,
lignet husene i maanens skin
ligesæle, ligedanne stene
hvori ingen stemme kan naa md —.

Kold og rolig lod jeg da tilbage
paa et mægtigt agerland for korn
byen med de vémodsfulde tage
under maanens perleblanke horn.

Under næet af november maane
faldt min lange skygge, mørk og svær —
længer ude blinket der en blaane
gjennem jærnet af en plog, og dér,
hvor det endeløse felt for brødet
kom i mørke dønninger af jord,
gik jeg, bort fra byen, ud mod ødet,
mod de høie styrtninger i nord!

*


Det var en af disse haarde nætter,
som gjør sindet bævende og fromt.
øde laa de sørgesorte sletter,
og i alle lunde var det tomt.

Sammen med den store sol i havet
var den lue-gyldne skog gaat ned.
Under sine stammer laa begravet
bjærkerne og asperne i fred.

Rognerne var rædde, hastet efter.
Bare granens krone holdt imod,
susende og eviggrøn af kræfter
fra en stridbar sødme i sin rot.

Sorg og alt, man kalder sindets smerte
laa forlængst i drømmene fuldbragt.
I mit gamle, dryge hestehjerte
tonte bare vemod og foragt.

Maanen var mit vidne: Da jeg hvilte
og det haarde lænde blev for stridt,
var min sjæl saa sindig, at jeg smilte
over slægtens digre appetit.

Og jeg tænkte: «Akeren er øde —
men for hver en fure som du traar,
tramper foten i den drømte grøde,
som skal suse i de andres vaar!
— — —

*


Sletterne for kornet og for kaalen
endte da omsider i en lund.
Og det kjendtes sundt at sætte saalen
paa en ædel, ubedærvet grund.

Langs med akerrénen laa der ploger,
vinterrustne, strandede som vrak,
men i høiderne stod dunkle skoger
med utydelige masser bak — — —

Over mosebunden steg jeg stille,
mellem lave, maanelyse trær, —
dé, som altid møder en saa milde,
naar de store styrtninger er nær — —

Og jeg bøiet af og saa det blaane
inni skogen, bag et skigards-stæng,
hvor den halve, vinterlige maane
gød et glat violsskjær paa en eng —

Og som smaabarns rørende skeletter
traadte klungrens visne rosekrat
haand i haand sin sommers menuetter
i den stivnende novembernat!

*


Men i skogens stille, længer borte,
bagom nogen fredelige snar,
dér gik glennen over i det sorte,
og med undren saa jeg, hvor jeg var:

Ned, fra mulmene i høiden mørknet
over bjærk og gran og glenn og sti
svære, hemmelige masser,
størknet om et overhændigt kjæmpehi!

Høit, i svimle vægge hadde ødet
aabnet sig i bundløs lidenskab,
saa en keg det op i svarte kjødet
nede fra det frygtelige gab — —

Op af urden strittet furustokker,
smaa som pinder i den digre røs.
Mosen dækket over skumle blokker,
som i Arilds tid var revet løs — —

Vissen stormhat, rimet rævebjælde
stod i kulden af den kolde vægg,
hvor om vaaren ormer hang i fjældet,
og hvor gjøken glemte sine ægg — —!

Men den store vandreblok paa himlen
strømmet af sin sommers gjenfærdsskin
ned i svælgets frygtelige svimlen,
saa jeg skjalv og tænkte i mit sind:

«Allerede maanelys er meget
«for en mand, som i sin usselhed
«uden haab mod høiderne er steget —,
«allerede maanelys er fred — —!»

*


Paa den andre siden, øst i hældet,
slynget sig et vissent bækkefár
ende ned fra nattekolde fjældet
under vinterlige, mørke bar — — —

Faret steg imellem steile rabber,
og jeg løftet mig fra gren til gren,
der de tykke, svære tollelabber
trampet skridende i jord og sten.

Presset op iblandt de mørke skarer
laa det fagre fletværk af en lind,
som en kvinde mellem graa barbarer,
sukkende i nat og maanevind — —

Ved at lytte op mod lindens takkel,
slig, det skjalv og svømmet i det blaa,
kom en liden lyd af skjørt spetakkel,
én, mit hjerte mente at forstaa — —

O, men hjertet det var haardt som trælen
i en mørk og sammenknuget haand —
stivt og frysende, som vintertælen
stenhaard fryser om en vissen vaand —
— — —

Da — i sjælens dybe drømmerier
over døden — hændte noget smukt:
Ned fra hemmelige, dulgte stier
kom en fin, forblommet kvadelugt.

Aa, jeg kjendte disse vellyst-taarer
fra en solvarm stammes overflod,
da vidunderlige, varme vaarer
kom med solopgange i mit blod —

Og forundret lod jeg haanden glide
under baret paa en furus bark,
paa den frosne honning langs dens side
lige til den vinterlige mark!

Ind i skyggen steg jeg — ind i skyggen,
hvor de mørke stammer grodde tæt —
hængelavet lukket sig bag ryggen,
duvende og løndomsfuldt og let — —

Dér var stille som i æventyret.
Foten sabbet i en prægtig pels —
men de manglet, planterne og dyret,
de, som lager sagnene tilfjelds —.

Ingen lodden lusket i konvaller,
bare bleke hænder famlet frem,
der en tung og panisk skygge falder
mellem stammerne i skogens hjem.

Jeg fornam et kry af kviste stime
hemmeligt og fælent om min kind.
Mine hænder kjendte kvaden lime
gaadefulde strimer af sit spind — —

Nogen traade af den seige væske
førte jeg i mørket til min mund —
men de klisne fingre blev saa bedske,
at jeg tørket dem paa mosens bund.

Hu, i mørket avler barkebjelken
blek og giftig bærme fra sit bryst.
Solen slipper ikke liv til melken,
der den siler fra den sorte knyst.

Men ved røtterne, hvor granen røter
sine mørke, hemmelige bar
holder onde gaster svartemøter
Valborgnat, og drikker kvaden klar — —

O, mit øie ser dem, hvor de yrer
fra en skummel, iskold klippespræk,
væsener med vinger som vampyrer
over gruelige mande-træk!

Og de slaas og bites, til de stuper
ned af stammen, hvæsende af agg
og glir bort paa sine flate struper
ned i revnen og det svarte ragg —!
— — —

Dette drømte jeg i mørkets gaade,
som et ensomt, ganske lidet barn,
indespærret, virret uten naade
i det dunkles frygtelige garn — —

Men de underlige grene svøvet
mine spændte sanser i en døs,
saa jeg skjalv og dignet som bedøvet
overende i en skummel røs.

Men i mørket dér, paa klippehellen
kjendte jeg i drømme mod min kind
tomme stilke dybt i mosefelden,
og en sælsom tanke faldt mig ind:

«Disse yrjer i sin rene ynde,
blomsterne, de bleke og de blaa —
de som dør, troskyldige og tynde
naar den første kulde falder paa:

Jeg har vidst, hvad skjæbne deres stilke,
deres klare kroner blev til del,
men, ved smertens helligdomme:
Hvilke genier tar haand om deres sjæl!?

Ja, mit hjerte: Hvilket væsen arver
al den dunkle, hemmelige duft,
som befrier sig af blomstens farver?
Samles den i himmerigets luft?

Hvor skal vore varme hænder
lete i en verden, frysende og vild,
efter denne sødme uten sæte,
som du véd, uendeligt er til . . . ?

Og mit hjerte svarte med at banke.
I det dybe mørke sprang jeg op.
Denne dunkle, rummelige tanke
krævet hele høiden af min krop.

Fra det fjerne hørte jeg det suse.
Granerne blev skræmmet af sin fred.
Og en frossen diger kongle-druse
rammet mig i øiet saa det sved . .

Alle skogens nattemørke maner
hævet sig og blaffret i et gys —
ulet ulmet i de svarte graner
som et sus af flamme uten lys.

Ogsaa kom det, kom det! Ned fra Norden
skred et dragsug i de høie trær!
Knakende, i trækket af en torden
steilet skogen, fnysende og svær —

Høit igjennem taket i det dunkle
trak en storm sin kjæmpestore plog,
saa et hav af stjerneild fik funkle
ned til dybet af den mørke skog —

Ved at stirre op mod hine lider
blev mit eie overfyldt af sølv,
fra de klare, kongelige kilder
som er hævet over rust og rnøll —

mens mit legeme paa nattefærden
steg i stormens skygger, og min haand
knuget om et brød af denne verden
som jeg skjulte i mit klædebon!
— — —

*


Tordenen gled over, og blev borte
susende i kronerne, mod sør.
Atter var jeg ensom i det sorte
under hemmelige sørgeslør — —

Under mig laa mosefeldens skimmel,
over gynget ragget fra en gren,
det var hele høiden af min himmel,
over jordiske og mørke sten — —

Svarte furustammer stod paa sokler
af en grov granit i fjeldets røs —
under mosen knaket det som knokler
i de svære stene, som laa løs — — —

Men i mørket, hvor jeg kløv og brøitet,
mindedes jeg menneskernes smuds,
og fornam mig helligt oversprøitet
fra den store aare, som er Guds — —

*


Vidre steg jeg, tung og træt i knærne,
og jeg skimtet fra den svarte kløft
et uhyre maasaabjerg, som trærne
kom sig oppaa med et digert løft — —

Bag dets graane saa jeg straaler lyne,
og jeg krøp og kløv med sliten krop,
til en kant af maanen kom tilsyne
og forsølvet maasaa-bjergets top — —

Trærne trættes af de store bjerge,
og de avler i sin sidste øgt
bare krøplinger og fal og dværge,
som gaar om paa vidden uden røgt —

Kroket ener krabbet ut i sivet —
mager kronglebjerk var revet løs —
Pengeriset stod i vand til livet,
sitrende i grenene og frøs —

Mellem gløtt af vare, glemte vande
sprang jeg drømmende fra tuft til tuft
over mine øine og min pande
svang sig stolt den kongelige luft — —

Foran laa den fredelige vidde
sitrende i skygger og i grønt — —
Maanen stod paa himmelen og tidde,
blussende og løndomsfuldt og skjønt.

Over frosne myrer gik jeg mot den,
fanget af dens fare æventyr
til jeg midt i mørket satte foten
ned paa skallen af et sjunkent dyr —

Af en druknet ko, som syntes høine
kjæven i et raut, mens maanens glød
damascerte skrækkeligt dens øine
svulnende og brustne i sin død!

O, den vippet vagt med sine ører
da min saale traf den med et sprut —
i et ækkelt slam af syv kulører
laa mysterierne raatnet ut — —
— — —

Da var timen inde, da gik nøden
op for sjælens øie, og jeg skrek:
«Herre, denne død er ikke døden —
«Herregud, til den er jeg for vek!»

Og jeg sprang, saa grønne gjørmen gynget,
ind mod skogen, ind igjen til land —
angst og raseri og had forynget
blændende mit blod og min forstand — —

Men i mørket over ragsteveien
var det spor af klover, søk i søk,
og jeg husket høsten her i heien,
ensomhet og sol og klare kløkk,

blaae vande, asperne som glødet,
bræg af sau og vare bjældeklemt,
og saa natten, mørket, og saa ødet,
og saa dødslet, som var efterglemt!
— — —

Som avsindig løp jeg om og virret
mellem stammerne paa maa og faa,
til jeg atter stod i drøm og stirret,
fabelfanget af det høie blaa — —

Ren, høimodig strakte stjernevrimlen
fri af fjeldets vinterdræpte vang
triumferende sin kvast i himlen —
«Ungdom, ungdom, lynte den og sang — —

Og jeg aandet dypt, med næven krystet
mod de kolde, bleke drømmearr,
de, som blodigt ridset mig i brystet
gjorde mig til paria og narr.

Men en haard og heftig trods kom efter,
som jeg sturet i det frosne krat;
op af mørket bruste mine kræfter,
og jeg skrek det i den kolde nat:

«Jeg, en mand for stadens lese tærner,
«dømt til ussle buler, eiet dog
«megen kundskab om de frie stjærner,
«der de straaler paa sin stjærnebog!

«Under denne himmelskrift, som brænder,
«blev jeg overhældt af alt det smuds,
«som kan slynges af infame hænder
«paa den skjønne jord, man kalder Guds!

«Ak, jeg bar det, usselt, uden klage —
«jeg blev véd at leve, trælleseigt, —
«just, fordi mit blod var alle dage
«graadigt, lidenskabeligt og feigt!

«Og om nu tilsidst min ungdoms skjæbne,
«dér, i dybet, fik en ulivs-rift,
«skal de store bjærges styrke væbne
«mig til ny og drømmende bedrift!»
— — —

*


Ind i mellem nattemørke graner
gik jeg, helt hovmodig, og mit sind
svalet sig i lykkelige planer —
da en dyster taake strømmet ind.

Stien døde bort for mine føtter —
af en stenhaard kraft blev gangen vendt
over tykke, hemmelige røtter,
mellem furustammer, néd en skrænt.

Mod et vældigt væsen i naturen
sank den store skog, og ubevidst
fulgte jeg dens synkninger i uren
under hængelav og frossen kvist.

Dér jeg varsomt tog mig for med foten
kjendte jeg med gru, at trærne kløv —
granerne blev lavere paa roten,
store stener trillet, naar jeg skjøv,

indtil brisk og lyng laa sammenstuvet
paa den mørke, ligesæle rand,
der hvor stupet, kaldet «Hjertejuvet»,
undergrov det vinterlige land — — —
— — —

Vild, i mørk, forvirret barnetale
vred jeg hænderne og lægedom
tigget jeg fra dødens jættesale,
og — ved sjælens salighed! — den kom!

«Lad mig kjende dig paa bryst og hænder,»
lød en stemme fra det dybe hæld.
«Er det ikke mandens haar, jeg kjender?
«Spøger han med den, som er hans træl?

«Hvad skal gjøres! Slaa sig sol af stenen!
«Siden skrape stenen skarp og glatt!
«Veide vildt i hulen og af grenen.
«Flette sig en hytte i et kratt!»
— — —

Og fra dybets dyp, som var besværget
suste skoddens skrækkelige svøp
i uhyre slyngninger om bjærget
der jeg snudde mig i angst og løp.

Og jeg faldt og kløv, og hørte susen
af en tusenbrystet jættebælg,
som om hundred-tusende aartusen
strømmet iskoldt fra et Ymer-svælg — —

Rædslen vinged mig; men midt i bakken
brast jeg braat og hulkende i knæ;
for en finger pekte mig i nakken, —
alting bleknet, hvidnet — det var sne!

Ja, det sneede i mit haar, og sneede
over ødet, samlet sten og krat
i det gamle, altid rede klæde
over dødens bénopfyldte nat — —

Og der seilet ned paa vinger lette
som et alveland i markens sted —
redte sig en luftig snefaldsslette
gjennem skogerne, i maanefred — — —

Op igjennem sneens hvite vrimlen
steg den samme skog, men ny og skjær!
Tvættet, gjennemstraalet, tat til himlen,
stod de jordiske og mørke trær — — —

Og der bredte sig et høitidsskin om
deres kroner, salvet for en vaar; —
men i kløfterne, i mørkets Hinnom
dybt paa bunden af et klippeskaar,

der det svarte berg hang overbøiet,
faldt jeg grue i den grove røs.
Med den ene, trætte arm for øiet
blev jeg liggende, i dunkel døs — —

Det forbidte havrebrød og taaren
som omsider sprutet paa min kind
det var alt, hvad var igjen af vaaren,
den, en himmel sænket i mit sind — —
— — —

Aa, det kjendtes, som mit blod blev borte
mellem kampestenene, og svam
ned igjennem urden og det sorte,
og jeg selv laa efter, som en ham.

Dypere og dypere blev mulmet,
kolde stemmer ropte: klokker lød — — —
og jeg saa mig om og kappen svulmet
svær og luftig om mit store kjød —.

Under min besynderlige kappe
krøb jeg, stønnende, paa saare knæ
op en dyb og dunkel klippetrappe,
under faldende og festlig sne — — —.

Dybt paa skrænten laa der røde byer,
men om fjeldets frygtelige top
hang et kongerig af hvite skyer,
stadig op, og stadig længer op!

Da fornam jeg store menneskeskygger,
dvælende, med haanden under kind —
og der steg fra deres dunkle rygger
høie vinger, i det bleke skin — — —.

Øverst oppe dæmret bak et alter
en gestalt, jeg ikke kunde sé —
og en anden af de graa gestalter
pekte paa min mund og bad mig le —!

Og jeg lér min bleke barnelatter
for den Herregud, min store ven,
og han ber mig atter le, og atter
le og le og le og le igjen — —

O, hvor det blir stilt og tyst om tronen!
Hver en englemand og englekvind,
sidder bleke, lyttende til tonen,
hulkende, med haanden under kind —

Og jeg lér og kaster mig i kramper
foran Herrens høie Cherubim — —
da blir himmerigets store lamper
mørkt og langsomt dækket til af rim — —

Alle flammer bøier sig og størkner
ind, som klumper af en blodig is — —
gulvet brister, hele verden mørkner
tom og evig under Paradis — —

Og jeg stuper naken, mens det toner
af min rædsels søndersprængte skratt
ned igjennem rummets orioner,
i den store, endeløse nat — — — —
— — —

Da jeg vaaknet paa de kolde stene
saa jeg, oppe mellem klippens trær,
straaler stige, fine, perlerene
af det første, bleke morgenskjær — —

Nu en dag igjen, i bjærgets kløfter?
Og en nat igjen, før tingen sker?
Nei, du kolde sol med dine løfter!
Nei, du mørke hjerte! Aldrig mer —

Klar og rolig gik jeg frem af skaret.
Overvældet stirret jeg mod syd:
Sletterne laa blændende forklaret,
hvite, uden tid og uden lyd — — —

Og fra klippehøiderne deroppe
stod i ødemarkens sunde helg
tusen tyste, oversneede toppe
lige ned til hjertejuvets svælg!

Men paa randen af det store øde
sa en stemme gjennem sjælen:
«Skriv hér ved denne golde morgenrøde
sangen om din smerte og dit liv!»

Som jeg sitter nu paa klippestolen,
med det strenge skrifte paa mit knæ,
ser jeg fjernt paa sletterne, at solen
svulmer bag den gyldenrøde sne!

Og mit hjerte svulmer. Op af havet
stiger de af vinternattens skjul,
flammestraaleme fra flammenavet,
ekerne i evighetens hjul — —

Jeg er rede nu. Min kind er hulet
af et heftigt hjerte, som forblør — —
Under hjulet, venner, under hjulet
er det, slige elskersjæle bør — — —

Foran solens kongelige flamme
vil jeg følge ødets spotterraad!
Reise mig, en skygge af den stamme
som har lænket ilden til sin daad.

Og en strime sommersol af lyset
vil jeg avle af den frosne sten,
medens vinden snor, og vintergyset
blaaser brusende min gravplads ren — —

Og en haandfuld nysne vil jeg smake,
for at fryse frygten i min sjæl:
Her, natur, her har du mig tilbake,
lykkelig fra hedenold, og hel — — —



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt