Sognefjorden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Den har været Dødens Gjæst,
      Den har seilet paa en Torden,
      Den er døbt i Rædsler vorden,
      som har pløiet Sognefjorden
Forthun fra til Sognefæst.

Har Du glemt dit Fadervor,
      mindes Du ei Bøn at bede:
      lær den af en Guddoms Vrede!
      tænk dig, Synder, da tilsæde
i en Baad paa Sognefjord!

Fjorden selv, den Havets Søn,
      af sin Fader dybt i Landet
      bortforviist, som Cain forbandet,
      i sit Mulm, med Fjeldets blandet,
selv den kjender ingen Bøn.

Men den bedre end en Præst
      kan dig lære fromt at bede,
      ryste Hjertet i dets Rede,
      frem de glemte Budord lede,
Du engang som Barn har læst.

Til Befal, til Bøn ei, vant,
      Sognefjordens Stiim af Bølger
      kun sin egen Vilje følger.
      Selv sin egen Storm den dølger
som et Sværd i sit Gevandt.

Vil den suge endnu meer
      Sorthed af Hurungers Skygge,
      skyder den af sine snygge
      tandudskaarne Bølgers Rygge
ud en "Havguuls" sorte Fjer.

Som af Ravne pidsket da
      skynder den sig didindunder
      Skyens Taarn, hvor Fjorden bunder,
      mætte sig med Mulm, og blunder
til den atter vil derfra.

Da -- det er een Times Ro:
      Slumren endt naar den begynder --
      da, da er det Tid, du Synder!
      at du dig i Baaden skynder:
Fjorden slumrer ei i to.

Uden Rast og uden Rist
      vil den atter til sin Fader:
      til det store Hav, som hader
      Sønnen med de vilde Lader,
og har derfor ham forviist.

Saa, til evig Fart fordømt,
      Fjorden fremad og tilbage
      mellem Hav og Bund maa jage
      indtil alle sine Dage
Tidens dybe Horn har tømt.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt