Solguld

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jonas Lie

 Ung Kari hun gik sig saa let og glad
 Og legte, mens Knopperne sprang,
 Og Bjerken skinned' i Solens Bad,
 Og alle Smaafugle sang.

 Men Bjerken med Løvhænget vugged' med
 Saa deilig og hvid en Arm,
 At Kari hun sprang til dens Legested
 Og op i dens grønne Karm.

 Der sad hun paa hængende løvfuld Green
 Og gyngede sig og lo,
 Mens Solen kyssed' de bare Been,
 Og gav dem forgyldte Sko.

 Og hvergang hun trykkede Foden mod
 Den duggede Græsvold blød,
 Den i en Dynge Demanter stod,
 Som Straaler om Guldskoen brød.

 Den Hætte af Lokker var mere end fuld
 Og sprængt af sin rige Strøm,
 Men Barndommens Krone af Fagerguld
 Den blinked' i revne Søm.

 Den fattige Særk bar Huller med,
 Og Livstykket rak ei frem;
 Men snehvide Liljer i deres Sted
 Fremsprunge og lapped' dem.

 Og Stakken var gammel og grøn og slang
 I Laser om hendes Been,
 Ja fattig, som Bjerken, hvis Løvslør hang
 Og blotted den hvide Green!

 Men Heden saa tung over Dagen laa,
 At Kari hun slumred' ind:
 I Solskinnet dyppes de Fingre smaa
 Lig halvgjennemlyst Rubin.

 Og Bjerkeløvet var Sengehæng,
 Det skygged' til Kindens Blod,
 Og Luftningen vugged' den Barneseng
 Saa sagtelig med sin Fod.

                *

 Hun slumred . . . En Eventyrverden fuld
 sig vugger paa skjøren Green;
 Hun drømte om Kongen i Purpur og Guld
 Og glimrende Ædelsteen.

 Der saa hun et Guldslot og Kronen fin,
 Saa funklende som den var -
 Ak, det var Reflexen af Solens Skin,
 Som i hendes Øjne skar!

 Men det var Fyrstinden af Gyldengreen,
 Hun sprang sig saa raskt af Blund,
 Hun drømte, at Kongen til hende treen
 At kysse den røde Mund.

 Hun blikked' som Dug over Green og Kvist
 Og titted' i Skoven ind:
 "At det var en Konge jeg tror forvist,
 Jeg faar det ei af mit Sind!"



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt