Sommerens saga - V. DEN GANSKE UNGE MAND

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Hvor er min trygge ro, min eierglæde,
naar andre mænd - - Er jeg da en besat?
Avmæktig knytter jeg min haand i vrede
og slaas med spøkelser nat efter nat.

En bitte liten mus, som døgnstøtt gnager
taalmodig paa min saare hjerterot -
Og det er tvilen - tvilen, som du jager,
hver gang du aapner favnen mig imot.

Slyng om mit sind dit vesens lerketrille
av himmeldugg og morgenskyers guld!
Da sitter tvilen ganske musestille
og sakmer sig til døde i sit hul.

Og atter er jeg din, en overvunden.
Jeg trækker pusten dypt. Jeg ser. Jeg tror.
Hvor er jeg din, naar du med smil om munden
forklarer alt i trøsterike ord!

Mit indres syke uro helt du fatter,
og lægedom du har for hvert et saar.
Du gjennemrisler med din skyldfri latter
det mørke, hvor jeg skyldbetynget gaar.

Men tvilen, som har skammet sig til døde,
faar atter liv. Den stikker snuten frem.
Dens veirhaar dirrer. Den har lukket føde
og følger mig mot kveldstid ensom hjem.

Og tvilen hvisker: Hvad hun gir, er skygger
av, hvad hun engang turde modig gi,
et skyggerike, som hun angstfuld bygger,
nu da hun vet, at snart er alt forbi.

Din ungdom vil hun. Du er hendes siste.
For siste gang hun folder ut sin prakt.
Det er saa ondt at kjende haabet briste,
saa søtt at ane fylden av sin makt.

Slik taler tvilen. Men i nattens milde
og svale ro fornemmer jeg en lyd.
Jeg hører graat, slet ingen leketrille,
men graat, som skjalv bak dagens lyse fryd.

Og jeg blir hjælpeløs og øm av anger.
I Smerte slaar jeg armen rundt et træ.
Ja, hun er ensom! Alt min sjæl forlanger,
det er at kunne lindre hendes ve!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt