Sorgens skratt

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Tro ei, hvert et Skratt er Latter.
Satan kun og Sorgen skratter.
      Englen smiler, Glæden leer.
      Ak, men Latterklangen er
      Glædens Flugt paa lette Fjer
ifra Adamshjertet atter.
Fly, Secund! og Himlens Datter
      flaggrer ei om Læben meer.

Engang -- hør det gamle Qvæde! --
engang maatte Adam græde:
      engang Du maa græde, Mand,
      naar Du finder Dig som Han
      udstødt af Cherubens Brand,
ene paa den mørke Hede,
naar Du ikke tør betræde
      meer din Uskylds Fødeland.

Edens Port bag Adam knaged,
Vredesenglens Glavind raged,
      som et Taarn ibrand, mod Sky;
      kun en Svoveldamp til Ly;
      over Heden bruun og ry
vilde Lyn hverandre jaged;
Eva ved hans Fødder klaged
      "Mand! min Mand! hvor skal vi flye?"

"Adam? -- ha, dit Øie følger
gridsk den gule Euphrats Bølger . .?"
      (Liig en blegnet Lynild Phrat
      suste gjennem Ørknens Nat.)
      "Eva, did! -- saa klang hans Skratt --
"Under blanke, kolde Bølger
Paradisets Vei sig dølger . .
      Eva did! til Phrat! til Phrat!"

Skyen synker -- Phrat er borte.
Ørnen hviner, og beflorte
      Skyer aabne atter sig.
      "Eva, hold dig fast! . . en Stig
      baner Ørnens Vinger mig . ."
" -- Ak, skal vilden Flod og sorte
Ørn og Lyn -- fra Edens Porte,
      Himlens Ætling, følge Dig?"

Skyer kom og Skyer svunde.
Ingen Vei paa Jord de funde.
      Intet Lys paa Himlen var.
      Raabte de "hvorhen?", da bar
      ikkun Hjertets Banken Svar.
Torden over Edens Lunde
rulled, naar de blege Munde
      raabte: "hvor? hvorhen, vor Fa'r?"

Førstegang fra Manden klinger
da et Suk; -- det snelt sig svinger
      gjennem Mulm til Himmelhjem.
       -- Under! se, fra Gud til dem
      svæver Sukket atter frem
som en Aand paa mørkblaae Vinger,
og af Evas Taarer slynger
      Englen sig et Diadem.

"Sorg, af Adamshjerte baaren,
svøbt i Suk og døbt i Taaren,
      "Sorg", du Støv, det er mit Navn.
      Føre Eder gjennem Savn
      over Jord til Himmelhavn,
Adam, dertil er jeg kaaren!
Hvor jeg skratter, der er skaaren
      Vejen til din Fædrestavn."

Saa den mørke Engel qvæder.
Eva følger den og græder.
      Adam følger mørk og og stolt;
      skratter, om en Ranke holdt
      ham i gylden Druebolt;
skratter, om hans Engel leder
efter ham paa andre Steder
      end i Ly af Efeuskjold.

-- Adam-Rein, tilsidst Du svingte
Dig ifra den falkevingte
      Sorgens Aand i dine Fjed:
      den, som jamred sit "afsted!",
      til den selv ei fulgte med.
Dig nu tvende stjerneøj'de
Serafiner i din Høide
      følge trolig: Fryd og Fred. --



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt