Spaniolen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

      Sit lille Digt tilegner Forfatteren høiagtelsesfuldest
      En gammel, graa Republikaner,
Det ulykkelige Erins Søn, R. Major
      hvis Skjebne lignede dette Digts Helts, siden
      ogsaa Hans Aand engang opløftede sig,
      og greb mandigen i
      "Erins Klageharpe".

Jeg kjender, Erin, paa Storhavet hist din svømmende Slette.
      Sømanden braser forbi, ahner, men øiner dog ei
den Dal i Havet bag takkede, hvide Bjerge af Bølger.
      Ørnen og Fizgeralds Aand heel den fra Himlen kun seer,
et mørkgrønt svømmende Lotusblad liig, der vugger sin hvide
      Svanblom: O'connells Borg, skinnende fjernt over Hav.

Men Gud og Aanderne see, at Europas Dæmon har sat sig,
      hellige Lotos, paa dig -- Stormen, der mejer som Ax
de fromme Landsbyers Taarne, dog blæser Ham ei i Havet.
      Hvi da ei løsnes din Stilk? Drive du skulde da til
den nye Verdens lyksalige Strand, hvis frelsende Guddom,
      jagende Dæmonen bort, skulde sig sætte paa Dig.

Ak, under Havet, til Dybet og Albion Erin er lænket!
      Ilende, skummel og høi, drivende Skypompe liig,
omsust af fremmede Falke, hensvæver Dæmonen over
      Erins sædglindsende Hav i Havet, den Havets Oas.


Dog højne Aander sig over det lave Erin, og medens
      Shannon stønner, da hør! hør hvor det toner i Sky!
Der svæver, baaren af Frelste, som levte og døde for Erin,
      over den Høi, hvor de see end sine blegede Been,
en himmelsk Harpe, og hine Aander, liig springende Bølger,
      hæve sig kappende op, op for at gribe i den.
Da toner Erin vemodig sin Sorg -- da kryber Dæmonen
      sammen, og Falkene tye da til dens Skuldre med Skrig.
Thi Erins Klagesang ryster Aljorden, og Menneskeheden
      raaber: "til Hjælp ! Hvad forgaaer hist i det fraadende Hav?" -- --

[rediger] Scenen

for Katastrofen i nærværende lille Digt, som her, efter en Revision, og med Musik, atter forelægges Publikum, er under et af vore Jothunfjelde, den for sine Snestorme berygtede "Fannarauk", d. e. Fannforøgeren, Snesamleren, et frem- springende,bastionformet Udenværk til Horungtinderne. Man faaer maaskee et Begreb om Situationen af følgende Træk af de Forord, der ledsagede den første Udgave: derunder gaaer Lomværinges og Sogningers frygtelige Vej til hinanden over Sognefjeldets Alpørken, over Svaberg, Iis og Sne, i Forgjængernes dybe Spoer over Bræerne. Denne Steenrøs og denne der og hiin hist betegner den; men hiin Røs ude paa Fjeldørkenen er et Mærke hvor En dræbtes i gamle Dage eller fandtes død, begravet af en pludselig Sne-Iling fra Fannarauken. I Nordost Kongsoxletinderne, efterhærmende Horungernes Alpformer; disse i Syd i tre Taarnkolonner; midtimellem begge Fannarauken, fjerntfra lignende en uhyre, en Verdens kulsorte Liigkiste med et nedrullende Lagen; nærmere synes Laaget meer og meer at brækkes op i en Spids, som om den Døde vaagnede der- under; og se, der reiser han sig -- et Skygespenst eller den rædsomme Fannrøg. . . Kun i det Fjerne blaaskuldrede, hjelmrundede, kaabehvalte Fjelde; nærved Alt hvidt, sort, trodsigt, tindet. De ligne sortkalottede, hvidkaabede, strenge, coeliberende Prælater, men midtimellem throner Fannarauken som en bister Pave -- de side hvide Arme talende udstrakte, Aftensolen giver Toppen Tiaraens Purpur -- Hine Blaaskuldrede, Hjelmrundede ere læge Riddersmænd, der fjerne sig ærbødigt. Det er et Hildebrandskoncilium. Her afgjøres Spørgs- maalet om Jordens Alder.

Der under Fannarauken sad jeg; -- under et skrøbeligt, rødmalet Kors, hvorpaa stod malt den venlige, men ofte forgjeves fulgte Advarsel:

"Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind!
Se hvor det griner bag Fannarauktind!"

. . . Stedet blev uhyggeligere, Advarselen vægtigere jomere jeg saae paa Kor- set, paa Dødsmærkene henne paa det Øde, paa de taarnede Fanner. Men min Veivisers Fortælling om hvorledes det gaaer til naar Fannen ryger løs, bandt mig. Det er en Explosion -- umuligt at se for sig, snart umuligt at stolpe længer frem. Da være Gud En naadig. Stormen løsner de opad den sorte Side dyngede Snefanner, saa de, rygende om Toppen, give Jøkelen Udseendet af en Vulkan. Derfor udlægges ogsaa dens Navn som "Fannrøgen" Fjeldet, der ligesom ryger af Snefanner, af "Fannrøg".

"Saaledes -- fortalte Dølen -- fulgte jeg nys en Udlænding hidover fra Sogn, en rask, mørklét Karl, der vilde til Snehætten. En liden hvid Sky laa paa Fannarauk, men det var ikke andet end en svag Røg af en Fann, der begyndte at røre sig. Men snart kom den hele Fannrøg. Gud fri os! Den Fremmede holdt mig i Kofteskjødet for at kunne see og følge mig. Hid kom han, men ikke længer. Ugen efter fandt jeg ham død, omfavnende Korset. . ."

Jeg havde lagt Hovedet i Haanden. Det blev stille. Kun den æselgraa, æselvesle, men dromedarstærke og sikkre Dølehests Pusten i det brune Græs hørtes af og til. En Time efter hørte jeg min Døl raabe sit "Afsted!" Dog reiste jeg mig ikke. Han troede jeg sov. Dog hørte jeg ham tregange raabe sit "Afsted!" Jeg tænkte paa den Fremmede.

Jeg veed ikke hvorfor det faldt mig ind, at han maatte have været En af de mange proskriberte Liberale af forskjellige Nationer, som i de Aar 1832-33 flakkede om i Europa; men den Mørklétes Død med Korset i sin Favn indgav mig Maaske'et, at han var en Spanier. Man behøver, for at forstaae det Føl- gende, kun at erindre denne Nations Skjæbne i de første Par Aar efter den franske Julirevolution, Absolutisternes Rædselsgjerninger og Forfølgelser mod de Liberale, Disses Anstrængelser paa saamange Punkter, og især under alt dette den mærkelige Indflydelse, som den dengang liberale skjønne Dronning Kristina Maria forstod at vinde over sin Gemal Ferdinand VII i hans Sygdom i Begyn- delsen af Aaret 1832, og at være i Besiddelse af i hans Dødsøjeblik, uagtet dette usle Væsens vaklende Tilbagefald til Calomardes og Espannas Principer. Hvorfor kan ikke min Spaniol have været En af Torrijo's eller Mina's ulykke- lige Følgesvende? Af den Førstes 80 skjød man kun paa engang de 25 paa Ferdinands Befaling. En af disse Helte for Konstitutionen af 1812, for de samme Principer som udgjøre Blodet og Marven i vor Konstitution, kan gjerne have oplevet mine Scener og endelig sin Død ved Fannaraukkorset paa det norske Højfjeld, -- en Skjebne, som ialfald var en mangefold blidere end den Livs- fristen, spanske Refugiados, efter "Hubers Skizzen", have lidt midti London indtil de allerseneste Forandringer vel have gjengivet dem, som undgik Hungersdøden, deres Fædreland.

" -- -- Thi Frihed er Himmelens Sag.
Var Englen ei fri, da i Himlen blev Oprør."



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt