Statsraad Christian Adolph Diriks

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven (1838)

Naar Landets Sorg er tolket ved en Kisten,
Hvortil et Ry har knyttet Mængdens Blik, —
Naar Døgnets Mund har sagt os, hvad den vidste
Om Mandens Idræt og hans Leveskik, —
Da er hans Verk en opsummeret Liste,
En liden Gren af Landets Statistik.
Til Slutning kommer man med Æresgaven,
Og sætter ham lidt Støbegods paa Graven.

Er dette Løn? — Skal heri søges Lindring,
Naar Tanken bæver i en anet Gru,
Naar Kraften synker for den sidste Hindring,
Og Verden graaner sammen i et Nu,
Naar hvert et Nag og hver en mørk Erindring
Med tifold Pine rinder Dig i Hu,
Naar Alt er Tant og Skyggeverk i Livet
Mod hvad din Ømhed eiet har og givet?

Den Ædle skjenker Frugten af sin Møie
Til Livets Tummel, der har modnet den;
Men for det matte, aftendunkle Øie
Staar Hjertets Minde som den sidste Ven.
Naar alle Straaler slukkes i det Høie,
Den har et Smil, der gjør det lyst igjen;
Den har en Trøst„Jeg vaager Natten over, —
Du drømmer i mit Favntag, mens Du sover.“

Og derfor priser jeg den ædle Døde,
Hvis Skygge jeg vil mane med min Sang
Til Hjemmets Tærskel, til et stille Møde,
Hvor Savnets Glød gjør Vinterdagen lang.
Den tause Kreds, hvis Eden ligger øde,
Skal atter høre Lyden af hans Gang,
Og skimte atter, gjennem milde Taarer,
Et Billed, der vil læge, mens det saarer.

Jeg priser ham, fordi han kunde sprede
Om sine Elskte denne søde Fred,
Mens mørke Skyer over Hjemmet skrede,
Og mens han ude kæmpede og led.
O, det er lunt, hvor Fuglen i sin Rede
Ei kjender Tornen, som den hviler ved,
Hvor Dagens Straale mildere sig maler,
Hvor Ømheds Vinge skygger og husvaler.

Jeg ser ham atter, hvor han trygt forbinder
De Elsktes Kreds med Varmen i sit Bryst,
Saa deres Haab og Hjertefryd og Minder
Gro mildere og dufte paa den samme Kyst.
Og han kan sidde, mens hans Aften svinder,
I denne blide, drømmerige Lyst,
Der ser, hvor Himlen over Hjemmets Egne
Neddaler ømt i Straalerne, der blegne.

Hans Grav skal smykkes over andre Grave,
Thi Blomster elsked han med vaarlig Sands;
Han bar sin Ætling til sin Blomsterhave,
Og bandt med Barnet Kjerlighedens Krands.
Ser I ham komme med sin Foraarsgave,
Mens Barnets Glæde blander sig med hans?
O, I vil mindes det, naar Vaaren vinker,
Og Duggens Perle over Graven blinker.

Lad Æren krandses, lad dens Stjerne tindre,
Hæv Dagens Helte over Døgnets Rus!
Men agt det Ædles Hjerteliv ei mindre!
Se, Folkets Øie dvæler ved hans Hus;
Det deler Sorgen i det knuste Indre,
Hvis Ømhed dufter over Lykkens Grus,
Hvor Mindets Harpe toner blidt og længe,
Mens Hjertesukket bæver i dens Strenge.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt