Stella og skjalden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

"Skjald, mellem gloende Tænder
      drømmer i Feber din Tunge
 kun om Kys.

Skjøndt under Skuldrenes hvide
      Vingely slumrer end knopløs
 Stellas Barm:

visner din Arm dog af Længsel,
      blusser dit Blik, hvor jeg vender
 helst min Fod.

Eja! du siger, mit Smiil er
      Rankens og glindsende Druers
 Rad min Mund?

Eja! du siger, at alle
      Druer skal drikkes, men Ranken
 plejes ømt?

Stella kun kysser sin Lege-
      søster, en Bæk, og sin Ven, en
 Rosenbusk.

Sødere synger end Dig Hiin,
      løbende foran med hvide
 Liljers Slæb.

Favrere rødmer end Dig min
      Rosenbusk: Duggen, dens Øje,
 stirrer ei.

Men en vellugtende Vind dens
      vajende Knopper, som gyldne
 Cymbler, slaaer.

Klem ikke Luften, om Stellas
      Aande den end, som usynlig
 Blomst, har gjemt.

O bland ei med syge Jasminers
      Aftensuk Sang over eet af
 Stellas Haar!

Svulm om din Lyre din Musk'l! med
      lynlige Qvæder din Tunge
 Skyen slaae!"

Saa Hun loe, da jeg viste
hende min Elskov, der glimrede gjennem Graaden,
liig en Gartner, der rækker
glad Herskerinden om Morgnen den første Rose.

Nu kan Roserne avle
Gift, siden Stellas Læber slig Tale fødte.
Nu, I Liljer, vær Ormes
Skjul, siden Stella i Barmen slig Tanke nærte.

Mangen Blomst saae jeg bøje
sig efter Fingren den forhen kun Torne rakte.
Hind, hvi gaaer du alene?
skotter med rindende Blik til din tomme Side?

O, Sorg fængsler min Sjel, som den tunge
bruunrustne Stormhat en Ynglings
favre Kinder og gyldne Lokker.

Dog maa jeg, skjøndt Øinene mægte
ikke at flyve, og Aanden
sukker qvalt, som en Vind i Hulen,
Sværd svinge, skjøndt Ingen det fulde
Saar under Rustningen seer, og
Sved om Saaret, som Skum paa Bæg'ret.

Løs Sorghjelmen, Stella: se Rynker
blive Viziret: jeg griber
Harpens Slør, som jeg hang paa Birken.

Ha, sku den, liig glimrende Regnbu',
lænet til Ygdrasil! Stella
er' dens Strenge gyldne Landser?

Hvert Spyd har sin Kjæmpe, som staaer ved
Siden usynlig -- en Skare
Aander -- Strengenes stærke Toner.

Ak, Strengene ligne dit Haar, skjøndt
dunkelt som Bølgen, der triller
gjennem sneedækte, hvalte Strande.

Ak, Strengene ligne dit Haar, naar
Vaarvinden, hviskende bag det,
smigrer Nakken med Æbleblomster.

Løs Sorg-hjelmen, Stella: de frie
Lokker (sangfulde Tanker) vil flagre som Solens
Vinger, svulme som Morgenskyer.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt