Stenen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Jeg var i den yderste evighed,
bagom de synlige fjerners brand -
da var det, at nogen imod mig skred
frem paa en ukjendt stjernes rand.

Nogen, som bøiet sig frem og lo
bag slør, som hyllet dens hoved til,
og holdt en sten i sin ene klo
og hviskede kold og mild:

«Jeg slipper en sten i himmelrunden,
den golde sten, jeg her dig tér;
i næste sekund er den forsvunden;
den aflader aldrig at falde mer.

Begriber du, usle, hvad jeg gjør?
Jeg drypper en faldende sten i dit sind;
jeg saar i dit væsen en uro ind,
en uro, som aldrig dør.

Hvorhelst du forbrænder i lysets haller,
i elskov hos kvinder, blandt vaarhvide buske -
Stenen, som samtidig falder, falder
i ødets mulm, skal du huske"

- - -

Og billedet brast, og jeg sænkedes ned,
ned paa min seng - jeg vaagnet i sved;
i bølger av iskold stjernedugg
hamret mit hjerte, hug i hug -

Men drømmen forblev i mit hjertes nat;
fra ungdom til moden alder
søgte mit sind forgjæves at gribe
den sten, som bestandig falder -
- - -

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt