Strada Roma

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Jeg gik paa Stranda Roma i Neapel,
den glædens by, som solbestraalet stiger
av hav og lys og sløvskum som gudinden,
vor fælles Venus, da i morgenvinden
for første gang hun lo sin blanke latter
ut over jordens skjønhetstørste riker.
Jeg gik paa Strada Roma, hvor man skriker,
hvor sydens osl i himmelsk naade skinner
paa æsler, prester og paa faldne kvinder
og rik og gavmild purpurtraader spinder
i proletarens pjalter, der han hviler
sig op til slottets mur og livsstolt smiler . . .
En livsduft over al den vilde vrimmel,
et skrik av solfryd mot den hete himmel --
Og jeg skrek med, som om jeg her var hjemme
og gjenfandt makten i min egen stemme,
dens glans, dens klang. Jeg jublet ut av mindet
hver tæringssyk rebel, hvor han dydsblek spøker
i vore kirker, hjem og trætte bøker . . .
Jeg skrev dem ut i solens brand og væltet
mig i en vaarrus, i en storm av kræfter,
som intet vilde, intet higet efter.
Blott latter, latter! Til det hele smeltet
ind i en farvedrøm, og æsler, prester,
jeg selv og alle Napolis banditter
til lyden av det døende orkester
mot himlen bares i et straaleglitter,
og mørket faldt. Og skal jeg være ærlig,
er kvinden i Neapel skjøn og kjærlig.

Og skjøn og kjærlig drak jeg gul falerner
og skaalte med de store, stumme stjerner.

Mén hvad I vil! Her er dog sandt for dyden
et paradis for mig og for min like.
Ja, gud velsigne lasterne og syden,
hvor man kan elske, drikke vin og skrike!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt