Taknemmelighed

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Snart en Time udenfore
Judiths Hytte stod den store
prægtige Kalesche alt,
rundt beglo'd af Byens Piger,
hvoraf Fleer end Een sig piner
til at gjøre gode Miner,
indtil pludselig man sniger
bort sig, næsten taarekvalt.
Thi det var dem alt bekjendt
hvad der er med Rudolf hændt:
at ei "Ridder" meer forslaaer,
men at Byens Yndling, Alles
Kammerad maa Greve kaldes,
og at han som himmelsendt
fast et Kongerige faaer.
Haab, i Hjerter længe fredet,
eller blygsomt nys begyndt
i en vakker Barm at leve,
blev en Myg, som Ild har svedet,
Fnug, som er henblæst af Vinden;
og de vidste, at Grevinden
havde paa den unge Greve skyndt,
for at faae ham med paastedet.

Alt forholdt sig som de sagde.
Josef nemlig Bud paa Bud
til den skjønne Esther bragde,
og hun sladdrede da ud.
"Tænk! o tænk! Saalænge Gud
lader gamle Judith leve,
vil ei Rudolf være Greve!"

Sandt det var. Hvad Rudolf mælte
blidt og sønligt mens han knælte,
Moderen i Hjertet skar;
men den Stolte fandt, med disse
Smertens Gløder paa sin Isse,
til hans Tale intet Svar.

"Skulde Jeg for Hvadsomhelst
vel forlade nogensinde
Hende der, den ædle Kvinde?
Hende, som mit Liv har frelst
op fra Gaden, ud af Flammen?
ladet Bryst mig dele sammen
med sit Barn, som ejed det
forud heelt med Eneret? --
som mig har, retfærdig, from,
i min Moders Tro opdraget,
skjøndt jeg under Hjemmetaget,
uanseet Sæd og Skikke,
lærte bedst min Christendom? --
Hende, som saa længe nært
har mig i sit Ansigts Sved,
saa jeg Moderløse ikke
nogensinde har undvært
ømmest Moderkjærlighed? --
Hende skulde jeg forlade
nu, da hun er træt og svag,
og kan trænge til min Spade
og til mine Armes Tag?
nu da kanske jeg formaaer
ved min Ømhed at forskylde
lidt af Gjældens store Fylde,
hvori jeg, og, Moder, Du
til den gode Judith staaer? --
Hende skulde jeg forlade
nu i disse sidste Aar,
Gud, miskundelig i Hu,
vil den Dydige forunde,
ligesom han Træet skjænker
Tid at fælde sine Blade,
før han Vintrens Død nedsænker?
Nei, min Moder! Da Du kunde
blot mig see med Skam og Smerte.
Thi da manglede mit Hjerte
hvad min Broders Dogge ejer
i velsignet Overflod:
den Taknemlighed, som vejer
Godhed op med Liv og Blod.
Og om Sjelen Tak ei har
for hvad Godt er oppebaaret,
men i Glemsel det begraver,
ligner den kun et Kadaver
af hvis Bringes hule Kar
hele Hjertet ud er skaaret."

Otto havde før sig holdt
i et Hjørne, suur og stolt,
af og til af Josef plaget
med en Mængde Spørgsmaal om
hvortil vel den Ejendom,
som gik fløiten, an var slaget?
om hvad Værd, der stak vel i
Landskyld, Fæste, Hoveri?
om til hvilken Hartkorns Tyngde
sig beløb den hele Jord?
om fra Øst til Vest, fra Nord
og til Syd ei Bjerg og Floder
Ejendommen gjennemslyngde,
saa det hele Majorat,
nu behersket af hans Broder,
godt fortjente Navn af Stat?
Men nu sprang ved Rudolfs Ord
Otto som begeistret frem,
Armene omkring ham slyngde,
raabende: "o Bravo, Broder!
Ve, det Hjerte, som ei Hjem
er for øm Taknemlighed!"
til et Blik ifra hans Moder
af hans Tales Blomster bed.
Og med skummel Bleghed hørte
Han derpaa -- den hykkelsk Rørte --
Rudolf blive saadan ved:
"Men naar Gud min gamle fromme
Plejemoder kalder hen
til det Sted i Himmelen,
hvor de bedste Sjele komme
uden Katechesexamen --
Moder! o da skal jeg haste,
til dit Hjerte mig at kaste;
og i kjærligt Levnet sammen
aldrig mere dig bedrøve.

Men ifra min Fosterbroder,
Tvillingbror ved Moderbrystet,
aldrig jeg adskilles kan,
-- Det var som et Træ at kløve
hvoraf friskt man end kan løve --
Derfor, skal jeg blive trøstet,
mig til Godset følge Han!
Ikke sandt, min kjære Moder?"

"O, Mama! betænk! en Jøde! --
hvisked' Otto -- "over ham
ville alle vore gamle
Ahners Billeder jo gløde
op til Tindingen af Skam,
eller ned af Væggen ramle,
eller vende sig af Skam,
i den tunge Gyldenramme.
Men han tabte Sands og Mæle,
da han saae sin stolte stramme
Moder for Jødinden knæle.
Stenen for den Hjertekule,
hvori hun sin Grumhed mod
Judiths arme Dieblod
havde stedse haabt og tænkt
indtil Dødens Stund at skjule,
havde Rudolfs Tale sprængt.
Da hun af hans sidste Ord
om Jødindens Søn fornam
med hvad trofast Kjærlighed
hendes egen hang ved ham,
brast den tunge Taushedsgjord,
som hun havde lagt om Brystet,
og den Stolte gjennemrystet
sank for gamle Judith ned.

"Ve mig, Judith! Samme Nat,
Du blev Moder for mit Barn,
havde jeg din Spæde fat,
greben op blandt Folkes Been;
men, af Fordoms fæle Aand
og Fortvivlelse besat,
hev jeg Barnet, som en Steen,
ned igjen i Sne og Skarn.

Lad mig nu da i din Haand
med et Kys den dyre Eed
ydmygt angrende nedlægge,
at jeg skal imellem Begge
dele samme Kjærlighed!"

"Mod min Søn? mod Jøden?" sagte
Judith over Læben bragte.
"Judith! ja, imod din Søn!
Ringe er din Ømheds Løn.
Lidet er hvad jeg nu loved
mod den Kjærlighed, dit Liv
offrer sig alt til dets Ende.
Blot tilgiv, og paa mit Hoved,
som mig Gløderne forbrænde,
læg din Haand og mig tilgiv!"

Judith først paa Josef saae,
saa paa Rudolf, saa paa Hende,
med et Blik de ikke kjende,
men hvori der Straaler laae,
som om allerede Aanden
paa sin Himmelflugt sig voved,
men dog standsede som svimmel
ved at see en maalløs Himmel.
Derpaa famled hun med Haanden
til hun fandt Grevindens Hoved,
hvorpaa den neddalte blidt.
Munden mumled endnu lidt,
men ei Haanden vil tilbage
sig fra Damens Hoved drage.
Og paa eengang med et Skrig
begge Vennerne opdage,
at den Gamle er et Liig.

Angst og Smerte for at blive
fra sin Plejesøn adskilt,
Glæde over, at de To,
Josef Jøde, Rudolf Greve,
skulde stedse sammen leve,
uanseet Blod og Tro,
Saligheden at tilgive
hjerteligen, fromt og mildt,
havde altfor stærkt og længe
paa de svage Livsensstrenge
i den sidste Time spilt.



Mødrene

Ildebranden | Sammentræffet | Taknemmelighed




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt