Tiedemanns petum
Snak med denne fine blege
Sommerkvellens Trylletaage
over Enge,
hvori Alfer skulle lege,
Feer, som forlænge vaage
oven Senge,
holde alt til Morgnen Bal!
-- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
I dens lyse Skyer svømme
Sylfer og Sylfider ømme,
Englehovder tusindtal.
Hvor de boltre! hvor de hoppe!
Snart det er som store klare
Perler briste,
som om hvide Rosenknoppe
sprang isønder og en Skare
Alfer viste,
som i deres Bæger laa.
-- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
Mig en Englevagt omspænder;
døde Venners Aasyn kjender
jeg i disse Masker smaa.
O hvor smukke, skjøndt saa spæde,
disse Aasyn, jeg ei glemmer!
Smukke, blege,
ligne de paa Blaat en Kjæde
ædle Alabastergemmer.
(De, som svege,
ligne sortegraa Agat).
-- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
Træk for Træk jeg sammensanker
af min Maurits, Henrik Anker
min Erindrings døde Skat.
O livsalig Guddomsglæde!
Sky'er udaander jeg, og mine
Skyer vrimle.
Høje Geister dem betræde,
Engle svæve, som i sine
lyse Himle,
tydeligt mit Blik forbi.
-- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
Læben aander ud en Sommer
hvide og violblaa Blommer.
Drømme vugge sig deri.
Her, her er mit Kongerige
inden disse hvide Bjerge,
som saa hvalte
rundt mig taarne sig og stige,
fulde af en Slægt af Dverge,
der gestalte
flux sig efter mit Befal.
-- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
Vil jeg, flux de af dens Skyer
bygge marmorsøilte Byer
og en prægtig Kongesal.
Vil jeg, flux min Armod haste
de med Guldstøv at besprænge;
rundt min Hytte,
let som om de Slør udkaste,
brede de violblaa Enge.
. . O hvad Bytte
mod Novembers udenfor!
-- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
Paa mit Hoved valmuprægtig,
gylden, skjøndt som Guld ei vægtig,
Kongekrone sat jeg tro'r.
Ja, her er mit Kongerige!
her min Republik (den sande)
inden disse
Grændser, som mod Fjernet hige
blaanende om glade Lande!
her mit visse
odelsegne Landestrøg!
-- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
O hvor stolte Idealer
ere mine Generaler
i mit Ginistan af Røg.
