Til Amund

Naar jeg hører den mørke
Mjøsen at rulle henover
klingrende Stene, som Tiden, der vælter sig
over vor Oldtid:

svulmer Sjelen, og sidder
snart paa det taagede Skreya:
-- gamle Erindringer fare forbi, som
brusende Skyer.

Da jeg seer Dig ved Siden,
Amund! vi ligne da tvende
Ørne, der hvifte med Vingerne høit fra en
kneisende Bauta.

Se, din Sjel er jo skjøn som
Granen, og elsker det kjære
Norge, som Granen: ei glemmer den Vennen, om
Fjelde ham skjuler.

Ak, jeg tænker med Jubel
hvergang med Viinløv vi krandsed'
Venskabets Engel -- en Afgud, jeg dyrker naar
Tusmørket kommer.