Til Dronning Desideria

Til Dronning Desideria

Sydens klare, sommerlune Zone
Gød sin Glands om hendes fagre Vaar;
Alfer fletted, under Lærkens Tone,
Skjønheds Krone i det dunkle Haar.

Nordens Engel vinkede den Hulde
Bort fra Hjemmets blomsterrige Grund,
Bandt om Sydens Krands det straalefulde
Gyldne Smykke i sin Granelund.

Og hun saa med moderømme Tanker
Norges Eden med dets Sølverflod,
Glemte Sydens luerøde Ranker
Blandt Kjerminderne ved Birkens Rod.

Mangt et Billed fra de dybe Dale
Skal med Ømhed følge hendes Fjed,
Sige hende med en stille Tanke,
At hun eier deres Kjerlighed.

Birkens Løv skal krandse hendes Minde,
Milde Roser dølge Kronens Vegt;
Ren som Morgenskjær paa Fjeldets Tinde,
Nordisk Tro skal vogte hendes Slægt.