Til Erika Lie.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

       Når de norske egne
      sig i toner tegne,
er der ikke fjælde allevegne, -
      også lange sletter,
      som i sommer-nætter
dug-glans imod morgnen sætter.

       Også store skoger,
      som i lange våger
hele Glommen-dalen skyller over, -
      også grønne lider,
      som isammen glider
lyst og let til alle sider.

       Ej alene havet
      i en storm opkavet
og med nøgne skær af sprøjt begravet, -
      også blanke sjøer,
      også muntre øer,
hvor man både sår og høer.

       For at åbenbare
      alt det fine, klare -
som i sol en nordlandsk fugle-skare
      eller alle render,
      når et nord-lys brænner, -
dertil må der pige-hænder.

       Dine kom og tog det,
      som et gensyn slog det,
billed efter billed, når du jog det
      op af digter-ånden,
      hvor i længsels-vånden
det lå spænt, til du gav hånden.

       Far og mor, som hjemme
      kunde tidlig stemme
instrumentet i dig selv og fremme
      disse tone-drømme,
      nu så liflig strømme, -
gav dig vældet, du skal tømme!

       Snart i lette ringe
      ser vi blinke, svinge
funker, som af faders lune springe;
      snart vi kenner nøje,
      spejlet fra det høje,
moders vemods-store øje.

       Barne-sjælens strænge
      holde stemning længe,
så dens tro må gennem livet trænge
      ren som tone-talen
      gennem fest-lys-salen,
blonde mø fra Glommen-dalen!



Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt