Til Hagbarth (II)

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Skulde jeg glemme dig, Hagbarth, om nogle
Fjeldrygge skille os ad, som
Tiden, der sætter sit Taageskjold mellem vort
Nor og dets Fortid?

Endda den glimrer jo klar, som i Oldings
Tanker hans Ungdom, der løb paa
Roser, og segnede: -- Tiden forgjæves vor
Oldtid vil skjule.

Du er min Konge, min Hagbarth, jeg er dit
Norge; ak har jeg ei mørke
Fjelde og fraaddækket Bølge i Sjelen, og
suser ei Storm af

Lidenskab vild gjennem Tungsindets Fyr, hvor
skjult dog Forglemmigei leer i
Mosset ved Foden? Min Konge den glad paa sin
Krone vil fæste!

Den er din Indtægt; thi Landet er fattigt:
Venskab gjør Lidet, for gode
Hjerter, dog vægtigt! Fortrolighed knytter jo
Kronerne fastest?

Mjøsen jeg ligner: Du Dalen, der favner
Bølgen med blommeklædt Arm, som
Laurkrandsen slynget om mørkeblaae Skjolde: -- O
Mjøsen var mørk, hvis

Totn den med glimrende Ax ei forgyldte:
Skjoldet vanærede Helten,
uden en Laurkrands; men Valskygger speiles i
glindsende Laurblad.

Mjøsen vil aldrig forlade den Bred, der
laaner den Skjønhed: behøver
jeg at sige Dig, Hagbarth, jeg aldrig vort
Forbund forglemmer?



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt