Til Hakon
En syngende Kilde, Hakon, sprudler som
Geisir i Sjelen:
Den svulmer om Bredden: Den over de sorte
Stene, Skjebnen har spændt om dens
stedse urolige, stedse svedige, høit mod
Skyen pustende Barm,
fraader, rullende hen under
lunken Røg, liig de dunkle,
Vellugt-aandende Stellamins
Lokker, idet de den klare
Nakke og Halsen, hist og her, blotte, som
drivende Skyer den halve
Maanens Barm.
Hakon, Tanken om Dig er den Kraft, som
svulmer under min sydende
Geisir, som kaster den
op, op, som en Regnbu, mod Solen.
Se, Romerynglingen Kindernes
første Blomstskjæg Apollo offrer!
Men Venskab er min, min
Helios: det Solskin, hvori min
Sjel kun aander.
Dig, Hakon, min første
Dithyrambe jeg bringer: den bølge
rundtom dit Hjerte, som
Løvet, der rasler rundt Rosen!
Du min Apollo! min Stella er Musernes
Chor, som dandse om mig, som om Alt'ret:
de, hvis Aande heder min Sjel.
Min Melpomene er hendes mørke,
rullende Lokker:
min Urania Øiet: Thalia
Gangen: min Clio,
skjult bag Tænderne sidder: Erato,
Elskovsqvæders Gudinde, er Hjertets
Slag: og Euterpe
Læben: Calliope Panden: det hulde
Smiil er Polimnia, stjernesløret.
Ikke glindser, skjøndt jeg sagde det nylig,
-- ha, en Drøm, som et Rosenblad,
hvifted' forbi mig --
min Harpe i Musernes Smiil:
Derfor ere Tonerne lige
Ravne, som ikke i Vinden
mægte de brede Vinger at styre.
Aar, Hakon, løbe, som sorte
Bølger: mit Venskab, som
Snekken, følger dem, med de
barmede Seil, liig Skyer, og Flaget
stivt i Vinden, som Solens Straale.
Ha, saalangt som de raske
Bølger ile, vil Skibet
følge, forfølge dem indpaa
Dødens Strand, som jeg ligner med
Tungen Panama!
Men se, jeg trækker det over . .
-- hen i det stille Hav!
Hakon! Aar løbe som Vinden, der
hvirvler legende henover Marken de
raslende Blade; men
seer du den smekre
Stengel, glindsende under en blaa
Blomst, liig Guldlandsen under en Hjelm?
den bølger i Vinden,
rystende Dug af den favre
Kalk over den Dynge visnede
Rosenblade, som Vindene tumle, og
hvormed Skjebnen mig spotter.
Se, Hakon, hvert Vindstød
hæver Stenglen mod Skyen! Du seer dens
Blomst som en Stjerne i
Morgenskyerne svømmende, liig et
Stella-Blik, paa Kindens Morgensky glimrende,
-- o liig en blaavinget Due, som har i
Rosenbusken sit Rede, og spreder
ud fra sin Purpurseng violette,
glindsende Vinger!
Blomsten saaede dit første
Blik i min Sjel -- o
se den er voxet; se Aarene
bølge under den, Skyer
liig under Stjernen!
Ja hvergang et Aar, liig uhyre,
sortblaa Kjæmpeslange, sig sammen
ruller, springe de blaae
Blomster, tusinde, tusinde, frem af
Sporet (saa Sjelen ligner en Eng af
vajende Blaaklokker) slynge
faste Guirlander om Slangens
sorte Bugter.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer