Til Johan Sverdrup.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

       Når netop nu min sang skal bære
dit stærke navn, det skal ej være
som fylkings-mærke i en strid;
ti gade-kampen når ej hid.
      Skal poesiens offerlund
for snigmord ikke fredlyst være, -
er det det ny, som er i gære,
da viger jeg i samme stund.
Da siger jeg som Ejnar før
i konge-skiftets sorg der-sør,
dengang dem Harald hærjing bød:
jeg følger heller Magnus død
end Harald levende, - og da
jeg lægger mine lang-skib fra.
      Ej heller derfor hilser jeg
med sangens fane netop dig,
fordi hos dig forløsning henter,
hvad dybest i mit hjærte venter.
Nej, hvor de største spørsmål stilles,
der er det netop, at vi skilles -
fra aller dybest tanke-grund
til plan og mål i dagens mund.
      Jeg står på barne-troens bund;
fra den det er, jeg lighed kræver,
fra den mod folke-frihed stræver
og broderskab på stammens grund.
Skønt vi er begge kristne mænd,
så højt, så dybt vi skilles, som
(skønt begge også norske mænd)
vi Norge tror forskelligt om.
Kan blot idag vi sejer få,
imorgen må i kamp vi stå.
      Men derfor nu min sang dig ærer,
fordi at det, som nu skal til,
det du af alle stærkest vil,
og det du fremst i kampen bærer.
Når tågen lægger sig om land,
og øjet ingen udsigt får,
og brystet neppe ånde kan,
ja, alting som i dvale står, -
da er det helst, din ånd er oppe,
dens torden-vinge slår og jager,
og lynets klo i skyen tager,
så frit står hav og fjærne toppe.
Du er den friske iling i
vort træge vane-gængeri.
Du er den salte hav-strøm, som
i vore lumre fjorde kom.
Din tale er den gang, som bryder
did ind, hvor malmen årer skyder.
Og hvor dit blik i lang-syn luer,
der fortid vi hos fremtid skuer.
Så længe du tar Sverres tag,
så længe du er landets fører,
vi ved, vi sejrer slag i slag;
din kamp-lur de med rædsel hører.
Vi ser, de viger, mens de hugger,
vi ser, de bruger baghold helst:
dit hoved lige frit og frelst
i talens tanke-døning vugger.
      Vi elsker dig for dette mod,
som altid foran fanen stod,
vi elsker ævnen, som tør hærde
sit stål som din, hver tid på-færde,
vi elsker din forvovne vagt
i savn, i sygdom og foragt,
vi elsker, at du gav os alt,
din fred, din fremtid, da det galdt,
vi elsker dig - alt had tiltrods! -
fordi du turde tro på os.
      Hvor kan de håbe, at det går
nu baglængs mer? Nej, år for år
fremad i frihed og i sang,
fremad i norskhed og i glæde:
hvem magter vel ivejen træde
århundreders forløste trang?
Ej folket deles mer, ej magten.
På fredens ting, på krigens tilje
ét vagthold kun om friheds-pagten,
ét folk og én, kun én, én vilje.
      Den ånd, som i vort morgengry
de frie guders samfund drømte, -
stort om alt det store dømte! -
må evig det uægte sky.
Den ånd, som viking-snekken bygged,
straks konge-bud dens frihed skygged, -
som, truet, høj mod Island svang
på helte-ry og helte-sang
og derfra over alle tider, -
den får man neppe tam omsider.
Den ånd, som i Hjørunga-våg
for tusen år brød fremmed åg,
og ingen konges magt fik fældet,
men endog trodsed pave-vældet, -
den ånd, som selv i svagheds stund
sad odels-fri på fædres grund
og værged sig med mund og hånd
mod fremmed hær og fremmed ånd; -
som magted Holbergs vid at hvæsse
og Vessels sværd og Vessels pen,
og fra hvis stille folke-esse
mod Ejdsvold tanker funked hen; -
den ånd, som samlede sin ævne
i største fare, sult og nød,
og i det store friheds-stævne
for alle tider bane brød; -
den ånd, som var så høj i tro,
at over Odin den slog bro
i Balders-myten op mod Gud,
og næsten selv sig fried ud
mod Gimles sandheds-lyse egne; -
da disse stængtes allevegne
af pave-sprog og munke-tro,
for anden gang slog dristig bro
af friheds lette, fine buer
til højder, hvorfra frit man skuer, -
så, da for Luther blod det galdt,
i Nord et gærde ikkun faldt;
ti folkets tænkning stod der alt; -
- den ånd, som, dengang det blev funnen,
at troen var i verden død,
i Hauge, Brun og flere brød
med mægtig trang af folke-bunden, -
og end i pietismens tåger
med tændte lys ved altret våger; -
den kan man tro at få på moden
i den moderne bisp-synoden?
Den kan politisk man bestjæle
ved først i "kamre" den at dele?
Den kan som smugle-gods man liste
ind over grænsen i en kiste?!

       Og det just nu, som alle toppe
i lysning viser varder oppe,
og folke-skolens unge dag
har vakt det norske hjærtelag,
så mod og minner sig forynger,
imens de hører, tror og synger.
Just nu, som dybet bølger hvælver
med uvejrs-dønets dumpe magt,
og over det i nordlys-pragt
vor ungdoms stærke lengsler skælver; -
just nu, som ånden overalt,
hvor lure klang, og mure faldt,
sig løfter af de gamle former,
og unge viljer højden stormer. -

       En kamp-stor tid, - og vi er med!
På jord det største er: at være,
hvor kræfter, som er stort i gære,
skal tage skikkelse og sted; -
at give af sin egen ild,
netop som gydningen skal til,
at trykke af sin egen form
i det, som bliver slægters norm,
at blæse ånde af sin ånd
i tidens mund - ved Herrens hånd.

-------


       Det var, hvad nu jeg sige vilde, -
og just til dig, der tidlig, silde
i tidens store værksted går,
og ved, hvad er, hvad forestår; -
til dig, der samled folkets ævne
i dette nye friheds-stævne, -
fik folkets trang og skaber-magt
og smærten, som er til den lagt.



Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt