Til Lektor Motzfeldt ved hans Kones Grav

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven, 1837

[rediger] 1.

Lad Smertens hede Kilde strømme,
Det er den sidste bitre Kval;
Snart skal dens Bølger, milde, ømme,
Bedugge Mindets Skyggedal,
Hvor Blomster spire paa dens Bred,
Og stirre sødt i Dybet ned.

Ak, naar det sidste Baand skal briste,
Bor Livets Skumring i vor Barm.
Med Blikket paa den rige Kiste
Staar Trøstens Engel taus og arm.
Naar Liget er i Graven lagt,
Den hvisker kunDet er fuldbragt!

Fuldbragt! — Dit Offer er annammet.
Du sank i Støvet for din Gud;
Men hvor din Smertes-Ild har flammet,
Slaar en Cherub sin Vinge ud.
O se, nu er hun dobbelt smuk;
Til Himlen bærer hun dit Suk.

[rediger] 2.

Nu vinker Livet med kjerlig Haand;
Dit Fjed er fulgt af en salig Aand.

I Kammeret, hvor dine Vugge gaa,
Hun bøier sig over de elskte Smaa.

Naar Sorgen løses i Vemods Lyst,
Det er hendes Vinge, der naar dit Bryst.

Hun vinker i Morgnens og Aftnens Skjær,
Og Himlen tykkes Dig mere nær.

Da seirer den hellige Kjerlighed,
Da bytter Du Savnet med stille Fred.

Tilsidst hun kommer saa klar og øm,
Og kalder Dig bort i en fager Drøm.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt