Til den anonyme den 24de Januar 74

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Camilla Collett

I Anledning af en stor Blomstersending.

 Navnløse Gaver har den slemme Lyde,
 Jo mer de glæder os, jo mer de fryde,
 Jo varmere man vilde Takken skikke,
 Desmere trykker den -- man kan jo ikke!
 En viss Beskedenhedens Lov
 Forbyder os endog at gjette.
 Hvor tør man tro, at den og den
 Er slig en Ven,
 Har tænkt saa ømt paa os og sendt os dette?
 Og skikker man saa Tanken ud paa Rov,
 Den træffer maaske ti, kun ei den Rette.
 Saa gaar man der,
 Og lige klog, saa lang som Dagen er.
 . . . Men naar den viger,
 Med alt sit Hovedbrud, sin Møie og sit Plunder,
 Naar Aftnen stunder,
 Og Natten stiger
 Af Dybet op, med alle sine Under,
 Med sære Syner og med vaagne Drømme --
 Hvad Dagen os fortaug, os Natten siger.
 Thi vid, just som jeg laa
 Og grunded paa de Blomstergaader ømme,
 Lyslevende jeg saa
 De Svibelklokker smaa,
 Hver en, de røde med de hvide og de blaa,
 Sig aabne og en liden Blomstalf tømme.
 Som Fnug i Sol, snart fjernt, snart nær,
 De boltred lystigt sig i Nattelampens Skjær.
 . . . I Alfer, bønfaldt jeg, o sig mig, hvem det er!
 Men drillende de alle lod mig høre:
 Vi kjende hende, kjende hende vel,
 En Slegtning af os er det, selv en Blomstersjæl,
 Der aabner sig med Lyset, gjet nu selv!
 Og som jeg laa der, lige taus og stur,
 En bitte liden en i blaa Mondur
 Tilsidst dog lod sig røre.
 Og han har hvisket mig et Navn i Øre,
 Der klang saa mildt alt længe for mit Sind,
 Og som jeg bedre lukke vil i Hjertet ind.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt