Til en, jeg holder av -

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Det store, skjønne tungsind,
som løfter sjælen snart mot daad,
snart bøier den i ensom sorgfulleog stundom klarer den i graat,
det store skjønne tungsind
i dine drømmeøines blaa --
O ven, jeg har dig aldrig sagt,
hvor dypt jeg i dem saa.

Her er saa trangt, her er saa trist,
saa mørkt, saa koldt, men i dit bryst
gaar tung av livets graat og sol
al verdens ve, al verdens lyst.
Og endnu er det minste blad
av sjælens hvite blomster ei krust,
og ingen varm, fortrollet nat
har lidenskapen sust.

Det store, skøjnne tungsind,
som ikke vet hvorfor, hvorhen --
Ak, jeg har ikke trøstens dugg
at række dig, min egen ven,
du, som blot et, blot et sekund
vil kunne gi din fulde sjæl
i haab, i tro, i kjærlighet,
men ogsaa gi en hel --

og derpaa vandre ensom ut
ind under kvledens stjerneskjær
i større længslers makt end før,
guds himmel fjern og dog saa nær
og speile al dens gyldne prakt
i taarens glans og synke ned
og stirre som i haabløs bøn
mot stjernehimlens fred.

Vi arme mænd, som styrtet os
i nytelsens hete strøm
og slukket der hver længsels brand
og mareslog hver vaaken drøm,
vi hører denne verden til,
men du, du er av støvets baand
forløst og suger mægtig bort
i evighet og aand.

Men derfor elsker jeg dig jo,
du drømmepike, i hvis blaa,
dypt sværmeriske tungsindsblik
tidt jeg min ungdoms uro saa.
Og visst jeg vet, at naar du dør,
vil tone lik en fjern musik
av aanderne, som i ditt liv
du aldrig skue fik.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt