Til en ung digter

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Skjald, ei se du tilbage
ei mod den runede Steen!
ei imod Højen, der gjemmer barbariske Dage!
Lad ligge de Skjolde! lad smuldre de Been!

Der paa Højen lad krybe Oldgranskermyrer omkring.
Dem lidt Støv skal, som Snusen en Kjerring, begeistre
-- ja til at fortælle utrolige Ting.

Større Helt end de Helte under din Muld jeg dig teer:
Under Hælen en Drage, en Lindorm til Belte,
og huggende Ørne paa Hjelmen til Fjer.

Eddret Drage Han levner under sin Saale en Grav.
Heltens Hjerte sig løfter -- da Lindormen revner,
som bølged derom liig et rullende Hav.

Æther-Blaadybets Maager Ørnene ryster han af,
liig en svajende Mast; da som Smalserhorns Taager
fra Panden de dødsmatte synke i Hav.

Thi han stevner i Striden over et Storocean,
fjernt som Stjerner omsvæver ham Snekkeseil hvide:
Der kjæmpe med Drager vel Helte som Han.

Fremad Stavnen maa glide over et dæmrende Blaa.
Anklen blodig; men Panden, den skinnende hvide,
ei Høge, men Høiaander hvile sig paa.

Glad skal Helten sig sætte under en Høi i sin Stavn.
Dog han lever derunder, ja under dens lette
Violtag, og Aanderne synge hans Navn.

-- Skjald, den Høi skal du prise! Seer du den ikke, den blaa?
Seer du ikke det straalende Skjold paa dens Spidse?
de vajende Liljer, som skinne derpaa?

Seer du ikke den trætte Helt under Himmelens Hvælv?
ei de kronede Ørne, som frække sig sætte
hvor Aanderne valgte en Thron for sig selv?

Reiste ei sig af Støvet ormlænket Menneskehed?
rysted Slangerne af sig som Aasptræet Løvet?
En Krone, som faldt, var hvert klapprende Led.


Røst


Ak, end hænger jo sorte Orm ved dens Fod som en Bolt?
Se, den gaber jo i Vaticanernes Porte!
Se Kupplen paa Templet dens kneisende Skolt!

Ak! og Gribbecæsarer sidde paa Panden jo end?
Gjennem Øjet de hugge til Hjernen, og Taarer
i Øinenes Huler kun glimre igjen.

Ve! og lange Geleder slynge, som Lindorme blaae,
end om Menneskeheden jo staaende Kjeder,
og knuge hvert Hjerte, som vover at slaae?


1ste Røst


Skjald! i Himle, hvor Tiden ei aabenbarte sig end
boer Seerens Geist jo med Seiren før Striden,
og svæver med Haabet jo foranfor den.

Glimter ei foran Jorden, foranfor Tiden hans Syn?
Bagom Jordkloden drøner Historiens Torden.
Men Seerens Sang er et foranskudt Lyn.

Du, paa uaabnet Himmels Tinde sætte dig skal.
Snart den bliver (som denne med Stjernernes Vrimmel)
beduggede Høi paa et Seculums Val.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt