Til professor Schweigård

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Henrik Ibsen

Til professor Schweigård.

(Studenternes sang ved hans jubilæum.)

Lig et nybyg i de tykke skoge
      lå vort fædreland.
Gagnløst grov sig bondens gamle ploge
      gennem moens sand.
Det, som trængtes mest, var sol derinde,
      det var dagens bad; --
frem da gik, med bilens blanke blad,
gæve rydningsmænd i signet minde.


Da kom liv iblandt de trøskne stammer.
      på den golde mo;
der, hvor tyriroden sprat i flammer,
      kunde kornet gro; --
og da rydningsværket først var øvet,
      rejstes grænd ved grænd,
vokste op en slægt af stærke mænd, --
enkelt sanger kvad vel og blandt løvet.


Gæve rydningsmand i åndens rige!
      Du er en af dem,
for hvis dagværk mørket måtte vige
      i vort fædrehjem.
Solgud sænktes mellem vindfalds-graner
      ved din biles blad; --
derfor hilses du ikveld med kvad,
som et taksomt sind fra hjertet maner.


For hvad spredt i livet var dit virke,
      gør dig Saga skel;
vi, som sønner kun af tankens kirke,
      hylder dig ikveld.
Længe glimte dine klare syner
      over vidden ud; --
sagnet siger, sædens unge skud
trives fagrest, når i vest det lyner.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt