Tilfredshed

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Originalens versemål.

Ei med guld og elfenben
    i glans fra hvælvet loft min bolig pranger;
marmorbjelker bæres ei
    af slanke søiler fjernt i Libyen hugne;

ingen Attalus hans gods
    til arv jeg tog som ran fra nære frænder,
ei lakonisk purpur-uld
    for mig i venners fruerstue spindes.

Men et ærligt vennesind
    og sang og skjemt skal her dig altid møde;
rigmænd vrager ei min vin,
    og jeg om mer ei trygler himlens guder.

Takket være gavmild ven,
    som glad Sabiner-bonde her jeg hilser
dag, som gryr, og dag, som går,
    og månen, når fra ny til næ den haster.

Du, som ænser ei din grav:
    som nær din egen ligfærdsdag dig tinger
marmor for et nyt palads, —
    som der, hvor havet vildt mod Bajæ larmer,

bygger ud en kunstig strand,
    ei mer tilfreds med den, naturen danned,
— rykker op med vold det skjel,
    som retten satte mellem dig og grande,

— ja, som jager grisk fra gård
    din ven med viv og børn og hjemmets guder,
ser og ynker ei de små,
    af laser dækked knapt, på moders arme, —

husk, at ingen rigmands borg
    sin stolte herre venter mere sikkert
end os alle livets mål,
    den grumme Orkus: stunder du vel længer?

Jorden åbner ligt sit skjød
    for kongesøn og stodder; selv Prometeus
magted ei med list og guld
    at vende Karons båd. Som fordum stolten

Tantalus, så Tantals æt
    han tvinger ned; og — kaldet eller ei — han
rækker hånd til fattig mand,
    som villig går fra livets strid til hvile.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt