Tjenerinden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Vi sad i syden, i en kro ved havet -
og skjønt jeg hadde sommeren i sindet,
sad han med haanden i sit haar begravet,
og vintren hadde ædt sig ind i kindet,
og øinene var lodne, uden lys - - -
Den svarte ungdoms-lokken, som jeg kjendte,
og som han pleied kaste friskt tilbage,
laa slapt og uredt, uden glans og saft -
laa klisset om en hjerneskal, som brændte -
ret enkeltder var ingenting tilbage
av al hans ungdoms sødme og hans kraft!

Og som vi sad, la han sin klamme næve
paa min og hvisket frækt og uden blusel:
«Jeg venter her et pigebarn - en tæve.»
Min vin er dømt, den smager mig som fusel,
som bitter gift og malurt i mit svælg!
Ja, jeg er fuld av alle livsens kræfter,
Gud være lovet, svingende beruset; - -
Men vil du skjønne slig en dødsdømt skik,
saa fik du være mand og slentre efter
og sé din hustru, der hun gaar alene,
fuldkommen tagendes i gang og blik!

Se hende gaa i sydens store sommer!
Selv gustne gammelmænd med fede lemmer
tar mørket av dét blik, som altid kommer -
og grynter lystent hen for sig«Det stemmer!»
og snur sig og blir staaende og glo!
- - Kan nogen tro om denne slanke kvinde,
hvis skjønhed skulde elskeog beherske,
at hendes væsen er en klapkjær hunds,
at hun i blik er hvermands tjenerinde;
for uden modstand lar hun nærsagt alle
i sine blikke bade sig tilbunds!

Selv naar jeg er tilstede, skyr hun intet;
for kommer en tilfældig, mandlig kjending,
saa blir hun héd og ny og næsten jomfru
i al sin rappe, hjerteløse spænding,
og uden blu lar hun mig se igjen
den fine, hede, klare kindens rødme,
de sky, nervøse smil, det kast med hodet,
som minder om vor kjære første gang -
Vort hemmelighedsfulde sollivs sødme,
som endnu gjærer mig som lyst i blodet,
blir markedsvare for en tæve-trang!

Men ved duat jeg gradvis slig blev skjændet
har gjort mig saa gemén og saa forgræmmet,
at jeg har nyttet denne duft av vellyst,
saasnart hun kjælen kom til mig i hjemmet!
Og i mit syge hjerte har det hvæst:
«Ja, bogfør hendes øienkast, I herrer,
blandt alle andre øientævers navne
i Eders sikre, lyse, lystne sind - -!
I skulde bare vide, hvor jeg snerrer
og viser gjennem tusindfold av favne,
hvor tæven først og fremst og sidst er min!»

Og hvad er saa mit liv? - Hvad er det hele!
I dynd av had og skjændsel maa det ende!
Aa kunde jeg mit gale hjerte kvæle,
som slaar med stumme kjærtegn imod hende!
Min Gud, hvor hede, herlige de er!
En moders kjærtegn glir vel just saa ømme
paa ungens hals og haar og glatte lemmer,
det underfulde kjød av hendes kjød - -
Og hun er liksom kjød av mine drømme - -
de ædelrundne, slanke drømme-lemmer
en skabning av min egen længsels skjød!

Alligevel er dén ting paa det rene,
som gjør min sjæl til evighed forbandet,
at mellem alle mænd er jeg den éne; -
hun elsker mig, om ei i kraft av andet
saa netop av det forsprang, jeg har havt;
hos hendes art er kjærlighed en stemning,
som gjemmer sig saa dybt, at den forglemmes
og straaler, sjelden, - som en sjunken skat!
- - O dette avsind, at naar fred fornemmes
og kjærlighed gror frem, saa løses lysten,
og manden mærkes til at bli bedrat!

Du deilige, fordi jeg ei kan glemme
dig bly og troende i elskovsgløden,
saa er mit sind i evigt golde drømme
som en galei-træl dømt til dig og døden -
Aa frigiv mig i kjærlighedens favn!
Er ikke jeg en mand med haar og hænder
og salig trang til dig i mine aarer,
den eneste i verden, som du tror - -!»
- Og han knak sammen hélt og fældte taarer
av sorg og raseri i sine hænder
og slog sit hode i det kolde bord.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt