Torquato Tassos død

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
DECLAMATORIUM MED MUSIK AF A. E. PRATTÉ
(BRUDSTYKKE AF K. A. NICANDER)


-- "Min Sjel er fri, mit Hjertes Haab gjenvundet;
      i Morgenglandsen finder jeg mig her
lig Hyasinten, som naar Sol er rundet,
      af Glæde græder mod dens første Skjær.
Glemt er dit Mulm, o Nat, som det er svundet,
      og som forsvunden være du mig kjær!
Thi overstandne Farer Modet lønne,
og mørke Minder Haabets Lys forskjønne.

Mit Liv var Nat. Ved Underverdnens Elve
      jeg mine graadbestænkte Laurer skar;
lig Æolsharpen, som for Vinden skjælver,
      min Lyra gav paa mine Sukke Svar,
og som paa Nattens Himmelrum sig hvælver
      et Irrlys frem, min Leonore var
en Drømgestalt, som huldrig mig tilsmilte
saalænge Digtets Straaler paa den hvilte.

Men nu er Natten med sin Drøm forsvunden:
      I Verden intet mig bedrager meer.
Min onde Genius er overvunden,
      og Sei'rens Krone alt jeg vinke seer.
Men Digterilden er ei brændt i Grunden,
      om end den skyder ingen Straaler fleer.
Fra Mennesker, som hade eller glemme,
min Genius flyer til sit Jerusalemme.

Italien! herligste Naturvidunder!
      Du, som med dine Floders Sølversprang,
din dybblaa Himmel, dine nye Lunde
      min Følelse bevægte mangengang!
Her i den roligste af mine Stunder
      jeg elsker dig, og glemmer i min Sang,
at nu din Laure Slaver kun bekroner
og Bruters Grav bliver traadt af Lazaroner.

O Rom, tilforn en Jords Lovgiverinde,
      som endnu i dit Intet Alt formaaer!
Guddom'lige Ruin for sorgfuldt Minde!
      Du Verdens Kolisee, som hædret staaer,
omkring hvis Muur, mens usle Tider rinde,
      en yppig Blomsterranke Konsten slaaer,
Du har ei glemt forglemte Fædres Lære.
Du har mig kaldt til Laurbærkronens Ære.

Alt Gratiets Hænder Laurekrandsen flette,
      høit i min Ahnen dyrket, ei begjært.
Men Issen, som hun Krandsen paa vil sætte,
      i Døden bliver Prydelsen først værd.
Hvem veed, om, naar de an min Høitid rette,
      ei samme Stund den Fryd blier mig beskjært,
at rosbedækt mit Navn om Verden iler,
min Sang henrykker -- og mit Hjerte hviler?"

Saa qvad Torquato Tasso da han sad
ved Sankt Onofrio i Klosterlunden,
og paa en qvalfuld Nat nød Morgenstunden,
som fulgte efter den saa lys og glad.

Hans Kind var sjunken, men paa den bevaret
en Rødme laa, fra bedre Dage tændt,
og Sjelens Ild, af Lidelsen forklaret,
i sjunkne Blik sin Straale havde spændt.

Paa Gruset af en Verden henfortæret,
blandt Roms Ruiner nærved Tibers Elv,
sad Han -- en Drøm om hvad han havde været,
en skjøn Ruin af Digtet og sig selv.
Og for hans Blik stod Mindets blege Terne,
alvorlig, ensom og i dunkelt Skrud,
men tindrende skjød Haabets Morgenstjerne
fra hendes Pande sine Straaler ud.

Rigt var hans Snille, rigt var og hans Hjerte,
og som Italien selv hans Sang var skjøn;
og Verden nød hans Sang, men gav sin Smerte
og Lænkens Tyngde Sangeren til Løn.
Han i sin Vaar, da Livet bedst kan nydes,
af Qvaler fulgtes, men af Glæder fly'des.

Men nu med al den Tryllekraft hun veed,
paa Straalevognen svæver Æren ned,
for om hans Tinding Glorier at gyde,
naar han ei mere kan dens Skjønhed nyde.

Til en Triumf som i de fordums Dage
i Høitidsklæder Roma smykker sig,
dog ei til en Triumf for vunden Krig
til Dødens Glæde og til Livets Klage;
men til en Fest, hvis Aand er Kjærlighed,
hvor Freden bringer sine Blommer med.

Alt Kapitolets høie Hvælving dundrer
idet den aabnes: Solen sig forundrer
ved Skuet ind i Latiens Helligdom.

Og Dea Roma, som fra Heltes Grave
ved Rygtet faaer en Verden til at rave;
end triumferende i Konstens Værk,
saa qvindemild og dog saa mandlig stærk,
med Krandse Senatorerne behænge
af Olieqviste ifra Tibers Enge.

Alt er saa frydfuldt; Lyset er saa lyst,
som om det faldt fra tusind aabne Himle,
Henrykt er Livet i sin egen Lyst.
Men Tasso seer det ei; han kan ei høre
den Fryd, som spreder sig om Bjerg og Dal;
fra Haabets drømte Land en Nattergal
med andre Toner synger i hans Øre.

Han sænker ned mod Dødens kolde Bryst
sit Hoved, som saamegen Skjønhed tænkte;
dog seer hans lukte Øine mere lyst,
end dengang Verden, nu saa skyggetyst,
sit Billed ind i deres Speile trængte.

For intet Jordisk meer hans Hjerte slaaer;
af det Forsvundne har han knapt et Minde;
i Nu'et kan han Fryd ei mere finde;
ved Livets Dages Horizont han staaer,
hvor Jord og Himmel flyde mildt tilsammen,
hvor Engles Sang i Rummet toner ud,
hvor intet sees og lyser uden Flammen
af Verdners Lys og Kjærlighed -- af Gud.

Som Svanen længes fra en gulnet Strand
og fra en stormende og kjølig Bølge,
at, ilende paa spændte Vinger, følge
Sefirens Flugt til Sydens varme Land,
saa længes Tassos Sjel, af Drømmen gjækket,
af Tidens Haand fortrykt, men ubeflækket,
ud fra sit eget Hjertes Mulm at fly,
at, løst deraf, som Stjernen af en Sky,
i Himlens Skjød en evig Bopæl vinde,
hvor Fryd, og meer ei Smerte, han kan finde.

Snart søndres Tidens Sky -- snart er han fri!
Den sidste Strid en herlig Seir skal bli'e.

Mens nu med angst Forhaabning Skjaldens Venner
omkring ham staa, fast han ei meer dem kjender,
tvehvalte Klosterport flux lukkes op,
og Cinthio Aldobrandini træder
til Tasso frem i rige Høitidsklæder
omgiven af en pragtfuld Schweitzertrop.
I Øiet brændte Glædens Lue mægtig,
paa høie Pande throned Modets Magt,
og Mantlen flød om hans Gestalt saa prægtig
som om Apolls Staty hans Gudedragt.

Ærbødig han som Sendebud sig bøi'de
for Sangens Søn, og saa sit Ærind føi'de:
"Den hellige Fader lader hilse dig,
Torqvato Tasso! Han erindrer sig,
at fordum Laurbærkronen hædred Mangen,
hvis Ære alt af Jorden er forgangen;
Han beder Dig, hvis Sange ei forgaa,
at ogsaa Du engang den hædre maa.
Den hellige Fader, -- saa mit Budskab lyder --
til Morgendagen dig høitidligt byder,
igjennem mig, vor Kirkes Kardinal,
til Kapitolets festligsmykte Hal,
at dit Geniværks Løn kan der opfyldes,
Du laurbærkrones og af Folket hyldes.

Saa hans Behag og Vilje yttre sig.
Ham Magt og Ære! Salig Fred med Dig!
Held Dig! og Held den Krone, Du skal bære!
Velkommen, Tasso, til din egen Ære!"

Da, med en Glands deri af himmelsk Trøst,
sit Blik opløfted Tasso og sin Røst:
"O hvad er Jeg imod saa stor en Hæder?
Den hellige Fader mig til Kroning stæder.
Hans Stemme nys til mig højtidligt lød --
Jeg kommer -- ja, jeg kommer -- -- -- " Af hans Stemme
var disse Ord hvad sidst lod sig fornemme.
Han sank i Cinthios Arme, og var død.


Chor


Men Rygtets Genius flux paa rappe Vinger
det Dødens Budskab vidt om Landet bar.
Hans Røst som en Begravnings Klokke klinger:

[1]"Han er ei meer, som vor Beundring var!
Ham Himlens høje Magter nu begjære.
Han bytter Jorden med elysisk Ære;
og Laurbærkrandsen, Tasso bærer der,
ei flettet ham af Dødelige er."

[rediger] Merknader

  1. (De 5 sidste Stropher repeteres i Chor.)


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt