Uden navn

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Henrik Ibsen

Til den ridderligste sender
jeg mit digt foruden navn.
Jeg forstår, hvor sværdet brænder
i de djærve bundne hænder;
jeg forstår, hvor naget tænder
i hans pandes tankefavn.

Viljen vendt mod sejers-baner, --
viljen lænkelagt i skjul;
hånden strakt mod fædres faner,
sindet fyldt af storværks-planer, --
flugten stængt af vindfalds-graner, --
arme kongelige fugl!

Dagen gryr og hornet klinger.
Hej, det blir en verdensjagt!
Jeg forstår, hvor skårne vinger
værke kan, der buret tvinger:
jeg forstår, hvor længslen stinger,
der, hvor dværge slutter vagt.

Dagen går og hornet tier;
alle våben lægges ned.
Navn for navn på melodier
bæres rundt i lund og lier; --
jeg forstår, hvor smerten svier
ham, som ej fik nævnes med.

Anden lys af skjønheds-larver,
skabertrang i sind og syn, --
digtets spil hans dådskraft arver,
blomster gror i leg med farver; --
glemsels-leg, mens savnet harver
sindet, som et nedslags lyn!

Måtte nægte, hvad står malet
midt på pandens åbne hvælv!
Måtte svigte idealet,
lig apostlen, der han daled,
dommens nat, til hanegalet
drog ham opad mod ham selv!

Kval, -- og stumhed! Kan I, dverge,
fatte offrets fulde vægt?
Véd I, hvad det er at sværge
troskabsed på fremmed værge, --
alt tilhobe for at berge
skindet for en rådløs slægt?

I vil svare, det er drømme,
drømme kun, som offres her.
Ja, lad gå; lad kløgten strømme;
det er let for jer at dømme;
I har aldrig trængt til tømme, --
aldrig vidst, hvad drømme er,

Mer end livet, mine herrer,
er en drøm, som ej fik liv.
Den er lig det digt, jeg spærrer
ind i sjælens stængte kærrer;
løve-vildt det hugger, snærrer,
kræver nat og dag mitbliv!

I vil råbe på, det heder:
størst, hvo selv sig overvandt. --
Gylden visdom for asketer!
Ly for løjheds Poul og Peter!
Bjeldeklang kun for atleter,
i hvis årer blodet brandt.

Puk så ej på "høje pligter"! --
Har I købt hans sunde sjæl?
Har I købt den djærve digter,
så han kaldets epos svigter?
Købt ham, købt ham, så han sigter
hadsk mod selvets bedste del? --

Til den ridderligste sender
jeg som krans et navnløst digt.
Jeg forstår, hvor sværdet brænder,
rustent, i de bundne hænder;
jeg forstår, hvor naget tænder; --
kan I, vismænd, skønne sligt?

Martyrdorn, af purpur dækket, --
kval i taushed, fængslet trang,
blomsters håb, af gråvejr gækket, --
grenes frugt i utid brækket,
drøm, til livets drøjhed vækket, --
sættes kors ved i min sang.

Versets mindesten jeg rejser
for et ugjort storheds-værk;
og mens kløgtens flikværk dejser, --
for hans fejl jeg flaget hejser,
skriver, hvor min ridder knejser:
Skalden i ham var for stærk!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt