Vaarbrytning

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Viddernes høie kam, saa langt tilfjelds
sætter en mørk og kuldskjær kant mod kvelden.
Himmelens sol gaar ned i guldrød pels,
blussende barn gaar ned bag sauefelden.
Sæterens vold er kold — det risler stilt
henover bækkens sten, og ned fra skaaret
suser en mørk og vaarlig vind paa filt
gjennem de tomme trær langs bækkefaret.

Skogen er bar, for bakken grønnes før
derfor er seljen sur og bjerken bister.
Granen har paa sit stærke vaarhumør,
staar med et oprømt grønt blandt kvas og kvister.
Dypere ind staar skjært og gyldent vand,
hvori det gamle lav blir ungt og kvæges —
Da — medens skogens bryn taar kjølig rand
er det med ét, som luft og li bevæges!

Gjennem den svære bjerk, der smeden bor,
farer en gnist mod høie, sneblaa stjerner.
Gjennem hans bratte, frosne akerjord
strømmer en frugtbar vintervei af kjærner — —
Nede i dalens dyp gaar elvesus —
luften i nord er kold bag Digernuten.
Under den svære bjerk staar smedens hus
øde og kraakesølvblegt i koveruden.

Hoggende stilt! Fra urens vilde røs
høres en sagte lyd af sten, som skrider.
Nogen med løen labb gjør stener løs.
Underlig folk kryr ud af bærgets sider.
Røsen er fuld af skrømt, og labber flaar
næverens hvide flor af smiu-bjerken,
slig at det gamle træ ved dagning staar
foran en fonn af sne, i grønne særken!

Nede fra bjerkens rot, paa kattefot,
stiger en tass i kronens kry af kvister.
Bjerker og sligt er bra som fiskenot
foran det gilde glam af godveirsgnister.
Vevert og yrt og let, fra kvist til kvist
kryber han frem, og lukker dværgenæven
over en rigtig blank og frodig gnist,
en, som er fanget midt i grenevæven!

Sturen, med næven tom og øiet rødt
sidder den graa og glor mod stjernevrimlen.
Dette med stjernevarp gik daarligt støtt —
stjerner er sikkert stein med rot i himlen!
Saa blir han ræd med ét — i lange hop
stuper han ned, og bort paa klippeknatten —
bortover sne og sten, og ende op
gjennem den vilde urd i ungvaarnatten.

Retnu er vidden naadd, og stum og ør
tasser han paa, med tær som sidselrøtter —
myrernes blege, fjoraarsgamle rør
falder i kors og krok om beistets føtter.
Vidden er mørk og kold, men bleke vand
speiler den svarte knut af Storfjeld-kammen.
Under en naken asp i fjeldets band
stanser den graa, og lytter, bøid mod stammen:

„Reinen er ramm inat! Det bruser bra.
Maanen er tændt i sør bag Sølenstenen!“
Nu blir den kaut og gromm og snuser gla’
ned i et grønligt brudd i aspegrenen:
„Samme staahei i aar! Jeg véd det nok!
Knopper af gult og grønt! De er derinde!
Underlig rart, at slig en fager flok
ligger i hi i saan en vindtør pinde!“



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt