Ved Kong Carl Johans Regjeringsjubilæum

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(1843).

1. Univerſitetsfeſt.

1.

Naar en Stridslarm ſkulde ſtandſe,
Hellas til Athene bad;
og af hendes ſtærke Landſe
ſkjød det milde Olieblad.

Af den vilde Kampens Fure
tog hun Frugter tuſindfold,
og for Viisdoms Tempelmure
ſtod hun med ſit Trylleſkjold.

Lad, o Drot, den høie Mythe,
ſtrøe ſin Glands i dine Spor!
Der er Priis fra Hal og Hytte
i Athenes Høitidschor.

Thi af alle Skytsgudinder
ſtaaer hun nu din Trone næſt;
Heltens og Regentens Minder
ſamler hun i denne Feſt.

Til de rige Laurbærgrene
om dit gyldne Diadem,
bringer dig idag Athene
Fredens fagreſte Emblem.

2.

Den bedſte Pragt ved Tronens Side,
det bedſte Værn for Fyrſtens Barm,
det er den hellige Ægide,
der hviler paa Gudindens Arm.

Hun hæver den, mens frydbevæget
det kongelige Hjerte ſlaaer.
Hun har alt dybt i Skjoldet præget
de gyldne femogtyve Aar.

Ja, ſom hun fordum drog Alciden
fra Jordens Mulm til Guders Favn,
ſaa ſkal hun hæve gjennem Tiden
i Lys og Glorie dit Navn.

Derfor har her Athenes Præſter
fornyet deres Troſkabspagt,
og ſom et Bud om Folkets Feſter
den førſte Krands ved Tronen lagt.

II. Kirkefeſt.

1.

Ved Herrens Alter i Fryd og Fred
ſkal Takkeſangene lyde
Om Sæden, der faldt i Aarenes Fjed,
og kunde ſaa rigt opſkyde.
    Den Sædemand, Gud har kaaret,
nedknæler idag med unævnelig Lyſt
og priſer Himlen, der kroned hans Høſt
    med Glæden af Jubelaaret.

Hans Navn har levet paa Folkets Mund
i Haabets og Bønnens Timer;
hans Daad har vakt af vinterlig Blund
de dybeſte Kraftens Kimer.
    Gud Herren, der gav os Grøde,
har nedſendt Engle paa Kongevagt,
og har paa ſin Salvedes Isſe lagt
    den blideſte Aftenrøde.

Vi priſe dig, Herre, med Harpers Klang,
mens Mindernes Stemme kalder;
Du aabned idag for vor Kirkegang
Erindringens høie Haller.
    Der er du i Glands tilſtede;
der mødes Kongens og Folkets Hu,
der knytter du dem, i det hellige Nu,
    tilſammen i Høitidsglæde.

2.

I Folkets Stemme Herren taler,
dets Haab er Herrens Finger;
Velſignelse fra oven daler
paa Krandſen, Folket bringer.
Der er i Feſtens Takkebøn
Forjettelſer og himmelſk Løn.

Hans Hu til Landets Haab var bundet,
dets Vaar hans Krands har flettet;
hans Ros den Levekraft har vundet,
ſom er et Folk forjettet.
Hans Navn ſkal bo i Norges Bryſt,
og klinge ſødt ſom Vaarens Røſt.

Den Hjertets Ild, ſom Himlen tænder,
mod Herrens Trone ſtiger:
Beſkjerm, o Gud, med milde Hænder,
vor Konge og hans Riger!
Bevar hans Slægt i Fryd og Flor,
og før den i hans lyſe Spor!



Nyere Digte (Welhaven)

II.

III.

  • Tomme Kæmpehøie 155
  • En Viſe om Hellig Olaf 160
  • Jutulsbjerget 164
  • Om Ridder Audun til Aalhuus 177
  • Bueſnoren 182
  • Kyſt-Billede 185
  • Nøkken i Kværnen 189
  • Eivind Bolt 193
  • Det omvendte Bæger 214
  • Den ſunkne Stad 220
  • I Nærødalen 223
  • Asgaardsreien 225
  • Paa Skibshøien 231
  • Det fredede Træ 238
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt