Ved digteren, høyesteretsassessor, Henrik Anker Bjerregaards grav, den 14de april 1842.

Kom med Laurbærkrandsen hid!
Nu er Skjaldens ædle Pande
      kold og hvid.
Gylden Regn af Laurbærblade
kan ei Ham nu mere skade,
      om hans Grav
lige til dens sorte Rande
      overdyngedes deraf.

Nu, da Han er bleven Leer,
er det Tiden, at den sene
      Retfærd skeer:
Døden faaer sin Laurbærkroning,
Livets Smerte sin Forsoning;
      Verdens Dom
bytter sine grebne Stene
      nu til gyldne Frugter om.

Nu, da Skjalden ligger Liig,
er Triumfens Time runden.
      Laurer sig
mellem Tornens Grene blande,
som sig bored i hans Pande.
      Paa hans Grav
lægges nu en blomstomvunden
      efeukrandset Thyrsusstav.

Om en Stund sin sorte Top
Graven over Muld vil skyde
      sagte op.
Den er Ærestemplets Tinde,
som skal gjemme Skjaldens Minde.
      I sin Nød
Norge kan sin Skjald kun byde
      Pantheonet i sit Skjød.

Men fra hver en Mund, som qvad
om Hans "Elskede blandt Lande,"
      er et Blad
hviftet hen, at strø de Veje,
Aanden gaaer fra Gravens Leje
      til sin Fred,
langsad elysinske Strande,
      under Laurers Dunkelhed.

Og om tvende Uger vil
Graven fuld af Blomster dækkes.
      Lyt da til,
skal du med forbauset Øre
Aagots søde Vise høre,
      sjungen af
Klokker, som af Vinden vækkes
      til en Sang paa Skjaldens Grav.