Ved en til sin odel hjemvendende sjøguts configmation

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Det er Skjønbedrivt at pløje
      Bølgen blaa og svarten Muld,
vælte op til Bunden nøje
Jordens Dyb og Havets Høje:
      i dem begge ligge Guld.

I din Barm dog gaaer i Dunder
      end et mere mørkladt Hav.
Fagre Havfru lig, derunder
paa Klenodiedynger blunder
      end din fangne Skytsseraf.

Og en Muld i Barm jeg kjender,
      hvori Himmelblom er sat.
Bedre Guld derunder brænder
end det Spiir i Kongens Hænder,
      ja end Stjernen i sin Nat.

Barmens Bølge, om den sveller
      kløves rakt til Bunden maa!
Hjertemulden pløi du heller
-- den som bærer Immorteller --
      end den Muld du træder paa.

Hjertevoven kjølhvas Tanke
      pløje maa sin Fure i,
til, for Stjerner Dig at sanke,
frem deraf de Vinger blanke
      fangne Skytsaand spiler fri.

Hvast som staalet Plog dit Øje
      skjære maa den Hjertemuld,
til derfremaf mod det Høje
Blommen groer, hvis Pragt maa bøje
      Stjerners, Spiirs og Axets Guld.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt