Ved generalmajor Auberts hedenfart

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Gjæve Frænde, Englen har
      holdt dig hvad han loved:
Han, der sad saa hvid og klar
      paa dit gamle Hoved.

Did, hvor ei hver ærlig Mand
      slynges om af Krybet,
som, da Helved kom ibrand,
      krøb herop fra Dybet.

Did, hvor dale død til Jord
      frelste Promethider,
see den Stolthedens Condor,
      som i Hjertet slider.

Did, hvor Byrons Manfredgeist
      glatter Tvivl af Pande,
finder ingen Jungfrau reist
      i de glade Lande.

Did, hvor Byronsenglen faaer
      atter Lysets Farve,
hvor der groer en Aandevaar
      af en vissen Larve.

Did, hvor Engleskare huld
      blomstrer af de Taarer,
som paa Jorden faldt: den Muld
      udaf raadne Baarer.

Did, min Frænde i det Blaa!
      dig den Fredsaand hæved:
den, hvis Hvidving længe laae
      paa din Skolt og bæved.

Didhen gjennem Skye du skar
      Veien til det Høie
med det Æressværd, du bar
      i dit kjække Øie.

Did dit bedste Æresskjold
      bar i Ædelhjerte
Du, som i en Himmels Sold
      Jordens Veldaad lærte.

Did at gaae en Paaskeqvel
      ifra Storm og Kampe,
klare, phocionske Sjel
      sprænge vil sin Lampe.

Som et løsnet Lyn du vil
      gaae Cherubens Veie,
følge med din Frelser mild
      i hans Paaskeseier.

Gamle Lampe brast isund;
      men et Lyn den føder,
mens paa "Theodorens" Mund
      Seiershymne gløder.

Seiershymne over Grav!
      Himle uden Ende!
Kan du, lynende Seraf,
      være end min Frænde?



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt