Ved kirkesanger A. Reitans jordefærd.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk
(1872.)

 Hans milde store øjne lo
mod himlen og mod landet;
ti i hans sjæl var folk og tro
i evig jubel blandet.
            Hans ord, hans sang
            som "opkom" sprang
      igænnem dalen lang og trang
      til sæd fra år til annet.

 Blandt fattigt folk i fattigt hjæm,
i fattig vinter-færden
han steg i søndags-koret fræm,
den gladeste i verden.
            Ti axen, som
            det drejer om,
      ej fattigst bygd går udenom;
      han stod og sang: her er den!

 Ak, nu da årlang sygdom kom
for sangen ret at prøve,
og hjælpeløse små stod om,
hans tillid ret at øve,
            kun mere glad,
            som dæmpet kvad
      af vinden i en strenge-rad,
      han toned bort fra støvet.

 Hans liv os spådde, at en gang,
når stort på Gud vi stole,
skal hele folket stå i sang
i kirke, hjæm og skole,
            i folke-sang
            i glædes-sang
      i stråle-brud af Herrens sang
      højt over alle sole.

-------


 O, vakre fædreland, o, husk
de små, han dig tilegned;
så fattig som en rosen-busk
han glæded dig og segned'. -
            Nej, skuffet lad
            ej skilles ad
      ifra din jord en sjæl så glad, -
      hans have være hegnet.

av Bjørnstjerne Bjørnson.


Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.