Ved sorenskriver Ole Sems grav

Var Sørgekrandsen eviggrøn, som slynger
      sig over din Urne, hedenfarne Ven,
      den ligned' da i varig Friskhed den,
      som om Hans elskte Navn Erindringen
i vore Hjerter evigen forynger.

Ak, Savnet klager, skjøndt det bør erindre,
      at af den Ædles Hjerte straaler frem,
      saasnart det brister, Ærens Diadem
      til Aandens Kroning i de Frelstes Hjem,
mildt lysende i Gravens stille Indre.

Nu spreder det i Glands sig om din Pande,
      og Palmer skyde af den brudte Stav,
      naar Vi, der samledes omkring din Grav,
      hvor, du, o Sem, var ædel, mild og brav,
og hvor Du elskedes, i Graad maa sande.