Ved vintertid

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Originalens versemål.

Se, svøbt i sneskrud skinnende hæver sig
Sorakte hist! Snart skogen ei magter mer
    sin tunge vinterbør, og elven
        stivner til is i den skarpe kulde.

Læg dygtig ved på peisen og jag på dør
den fæle frost! Så frem med Sabineren,
    i fire år af dunken skjermet, —
        nu, Taliark, du den gjestmildt ofre!

For resten sørger guderne nok: når de
har stanset stormen midt i dens vilde kamp
    på skumklædt hav, da finder atter
        aldrende ask og cypressen hvile.

Spørg ei med tvil: hvad vil vel i morgen ske?
Tag skjæbnens lod og nyt den for dagen ud!
    Bør vel i ungdoms år vi vrage
        kjærligheds sødme og dansens glæder?

Og vil din kraft du spare, til grætten, grå
dig tiden ser? Nu Marsmarken kalder dig
    til mandig idræt; glem ei heller
        natlige stævne, der elskov pludres

så sødt fra mund til mund, når det kjære barn
med yndig latter røbed sit lumske skjul,
    og du i hidsig strid fik røvet
        kjærlighedspantet fra trodsig finger.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt