Vin

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Saa griper jeg om glasset
og fører det til munden.
Jeg nyter denne stunden,
av lykke ikke indfridd
til allersiste rest:

Min skat blev ikke hævet,
mit liv er ikke levet,
med hvad jeg dypest krævet
slaar mig med sang i møte
fra vinens yre fest.

O vin, du, i hvis havdyp
jeg sænket sorg og møie
som i et kjærlig øie,
hvis varme gaar til hjertet,
hvis væsen er musik -
La kun de andre vinde
sig ry og hjem og kvinde!
Jeg tør mig ikke binde,
men kysser bægerranden
med drømmen i mit blik.

Nei, ikke bægerranden
og ikke rusens hete
og ikke druens væte,
men stunden da jeg fører
op glasset til min mund!
Den blomst, som ei blev plukket -
Det maal, som ei er rukket -
og vinen ikke drukke t-
Jeg løfter den mot lyset.
Det er hellig stund.

En ukjendt klang mot hjertet,
som blir til nye klanger . . .
Jeg er en gammel sanger,
som i forventning smiler
til det, jeg ikke vandt.
Min længsel aldrig stillet -
Det flammet, og det spillet -
Aa gud, dit søte billed,
som op av vinens bølger
i guldglød kom og svandt!

Thi fryder sig mit hjerte,
det vinterlige tunge,
det myke, evig unge,
der nu jeg salig himler
med glasset i min haand.
Snart løses skal det bundne,
sol falde paa det svundne.
Og over alt det vundne
guld av min ungdoms stjerne.
Vin er det sjæl og aand.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt