Visen

Nu falder kjærlig mørket paa. Sæt nu dig ned
                       og syng,
den lille vakre visen din om fjeld og myr
                       og lyng!
Du har jo sunget for mig før, og hver gang
                       blev jeg gla,
blev varm av noe kjendt og rent, som
                       strømmet langveis fra.

Vel sandt, din røst er ikke skapt for sales
                       høie rum,
men her hos mig er plassen trang, jeg hele
                       publikum.
Syng dæmpet om du helst det vil, og har du
                       lyst saa nynn,
men hvorom alting var og er, nu er det tid.
                       Begynn!

Alt færdig? Det var hurtig gjort. Veninde,
                       du er snild,
saa nynner du med samme røst din vise
                       engang til,
den lille, vakre visen din om lyng og myr
                       og fjeld.
Den skjælver i din spinkle røst, den graater
                       i mig selv.

Mig frister det at ta din haand og gjemme den
                       i min,
men jeg tør ikke vaage det. Du har saa sky
                       et sind.
Den lille, vakre visen din om fjeld og lyng
                       og myr.
Saa nær. Saa fjern. Mit siste uskyldsfulde
                       eventyr.

Og nu staar mørket fast og tæt, og visen
                       den er endt.
Du sitter der, jeg ligger her, men noe
                       har da hændt.
Som lyngen i beskeden drakt tidt ilder myr
                       og fjeld,
slik har den lille visen din mig varmet
                       nu i kveld.