Af et rimbrev til en dramaturg

TIL HENRIK IBSEN. (Berchtesgaden 1880.)

. . . Det kaldes bramfrit dette - et Liv foruden Pragt!
og jeg har trot paa akkurat det samme.
Nu tror jeg, det er Armod og Brist paa Saft og Magt,
paa Glød, som kan slaa ud i Lys og Flamme.
Hvad er vel Livets Glæde med bare graat i graat
i Lede og i Kjede . . . og bare smaat i smaat! -
hvor ingen Farver svulmer og intet Regnbuflag,
og matte Kræfter brydes kun i en blygraa Dag?
Nei, . . . Rigdom, Lys og Varme, Farver, Kraft og Ild
og Livet som en Slagplads for hver, som noget vil;
- ja Livet med et Feltraab, en løftet Fanestang,
hvorunder Du kan falde og blive værd en Sang.
Ja Livet som et Bæger ifra Ideens Hav,
en Bølge, hvor Du svømmer, indtil Du skummer af!

Thi al dit Indres Digten, dets dunkle Blink, dets Tanker,
det er kun Livets Længsel, som i dit Hjerte banker, -
kun Længsel imod Gjerning som Stænglens imod Knoppen,
indtil den faar sin Seirsdag med Blomsten i Toppen.
saa alle Tidens Drømme, dens Blink og dens Syner,
det er kun som de Kornmod, der over Høsten lyner.
Det er kun Livets Villie, dets Ord for, hvad det aner,
den dunkle Sang i Stænglen om Blomstringsdagens Faner,
om at det alt skal samles i herlig, skjøn Forening
og naa en Dag den Skaberstund, som gir det først sin Mening;
- den Stund, da alt som Puppen af Spindet skal forvandles,
og L i v e t sig herligt og stort i, at der h a n d l e s !

Men det er Tidens Sygdom, hvor for sent den faar Sommer,
at Væksten tviles raadden, inden Maidagen kommer.
Det er vor Folkefare, vi drømmer os ekstatisk;
og det er Sydens Rigdom, der lever de dramatisk!
Og Jordens største Drama, dets bloddøbte Lilie,
der blev kun til ved Offret: - den handlingskronte Villie;
. . . Fra Klarhed og til Klarhed det er den Kraftens Stige,
som gaar fra Hjertets Schakter op til Handlingens Rige.
Med Sandhed efter Sandhed, i Tankens Kampe vunden,
mineres kun den Trappe, som rækker op fra Bunden. -
Hver Gang en Mand kan handle, ham hilser Tidens Trang;
men, hvor et F o l k kan handle, gaar Sagas Jubelsang!
- Vort Epos blive skrevet i Ord, i Staal, i Taarer . . .
der Tidens Troldstav holdes, hvor Handlingsknoppen vaarer.

  Naar Tanke blir til Handling,
  da er det først,
  vi naar til den Forvandling,
  som slukker Livets Tørst!