Algier.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

1. Landkjenning.

Orientens vin i kruset!
Solskinssuset, bølgebruset - -!
Aa, jeg er saa dybt beruset,
yr og vild og glædegal.

Marmorglans mod morgensky,
glimt fra gyldne spidse tinder -
Gud forlade mig, der skinner
Algeriets hvide by!

Fine, slanke minarether
gjennem oceanblaa æther,
gjennem himmelhvælvets strømme
seiler stille som i drømme.

Mørke, varme palmeklynger
døsigt, døsigt, døsigt gynger!
Men min hvide vilde verden
gaar i solskinsbrus og synger.

Ja alverden gaar og synger
og alverden staar og skinner -
- Hei, mit kongeriges tinder
for et vældigt jubel-ord!

- Aa lad ryke, rakne, revne
af den dumme ordbramsflitter:
Palmer, marmorminareter,
tyrkemaaner, guld og glans
glider ud i sølvblaa æther
i en himmelsk solskinsdans.

Ja det danser, danser, danser
om i straalende cancan,
snusfornuft og syn og sanser,
æstetik og versepanser,
rim og rythmer, sang og klang.

Alting, alting slaar isammen
om mit sind i purpurbrænding,
Hei - jeg sidder høit i dagen
oppe paa en snehvid sky,
rider stoltelig henover
Algeriets glade by
med to straaler sol til tømme
og som sporer maanens ny.

2. Ja jeg har seet.

Ja, jeg har seet moskeer
skinne mod sydens himmel.
Og jeg har ladet mig drive
om mellem gadernes vrimmel.

Halvt bedøvet jeg vandred
under den høie bazar.
Srore, brogede søiler
alle dens boder bar.

Aa, for et farvevirvar:
tunge kunstfærdige tøier,
stribede tæpper fra Tunis,
tyrkiske snoretrøier.

Tøfler udaf det fineste
blodrøde saffian.
Messingskaaler graveret
med skriftsprog fra deres koran.

Turbaner guldbroderet,
med dusker af glimrende silke.
Indiske løvepiber
med underligt duftende stilke.

Den, som havde et harem
fyldt med den duftende pragt,
den, som var muhamedaner
i skinnende Tunisdragt!

3. Luften tung.

Luften tung af søde parfymer:
moskus, myrrha og sjeldent træ,
store roser i hauge og dynger,
hele smaa bræer af liljesne.

Solluft, smygende, blank og blød
ind mellem løvtunge palmegrene,
blinkende skarpt i fontænernes sølv
og over marmorets blændende stene.

Og af de deiligste kvinder en sværm:
hvide, ædelstensgnistrende hænder,
smil, der skyder som lyn gjennem skyggen,
øine, som skinner, blikke, som brænder.

Med dystre, duftende lokker - aa Gud,
og slig en hud, slig en maaneskinshud!
Myg og bleg og færskengylden
som haremsnætternes drømme.

Og alle de andre! Araberskaren
lysende rundt om i alle gader,
fulde af ild og foragt for Europa,
med stolte hoder og stolte lader.

Røgende sin cigaret i solen
sidder de stille og ser majestætisk
ned paa de skindmagre engelske misser,
som snøvler og finder det hele poetisk.

En trængsel, en larm, et jublende liv,
skrig og skraal ifra stræder og gyder.
Kuske, som knalder løs med sin pidsk,
gjeder, som bræger, æsler, som skryder.

... Fødes her i en by, som skinner
udover sydhavets solblaa sjø -
Glæde paa jorden og houris i himlen -
leve og elske og jublende dø.

4. Men inde i palmelunden.

Men inde i palmelunden
er der saa svalt og stille.
To smaa rislende springvand
ensomt i solskinnet spille.

En faun af cararisk marmor
blunder i skyggen, den dunkle.
Nedad hans nakke og skuldre
vandperler skinner og funkle.

Fremmede sære blomster
hede i solen dufte,
vugger de store bægre
sagte paa sommerens lufte.

Alle de blomster nikke
mod mig fra alle steder,
som om de vil mig fortælle
glødende hemmeligheder.

5. Nu brænder.

Nu brænder kameliablomstens kalk
i stjerneskin.
Nu vugges valmuen vagt og blødt
af nattevind.

Nu skjælver liljen til randen fyldt
af skumhvid duft.
Nu risler mandelknoppenes nyn
i maaneskinsluft.

Saa fyldes hver tanke af blomstersang
saa lys, saa øm.
Saa bliver mit sind til en duggfyldt blomst,
en blomst i drøm.