Barnet (Metope)
Du lykkelige kravlekryp,
min søn, du lille jord-erot!
Du læremester fra et dyp,
dernede ved min voksne fot!
Du boltrer dig med ny forstand,
og rækker henrykt tungen ut!
Ja, søn, igaar fik du en tand —
idag er hæggen sprungen ut!
Aa, tar jeg dig i armen op,
og lægger kinden til din kind,
er sjælen i din lille krop,
Gud være lovet, ikke min!
Allikevel, mit barn, det er
en sær fornemmelse for mig,
at være dig saa evig nær,
og slettes ikke være dig!
I træets skygge staar din mor,
og skjønner straalende, at saan
af hendes evighet der gror,
forunderlig, paa egen haand!
Hvad er du for et litet sind,
som med en søt og heftig trods
en høstdag skiftet sol og vind
paa denne maaten, mellem os?
Jeg prøver fange i et kys
et varigt minde af din vekst —
men du er ny — hvad var du nys,
du sødt foranderlige tekst?
Og tusen gange slaas der bro
bak barnepandens høie hvælv
imellem dødelige to,
som skiftes af den dunkle elv!
Og saa, for hver en dag, som gaar
i sol, i regn, fra gry til kveld,
blir du, fra helt at være vor,
bestandig mer og mer dig selv!
Ræk haanden til din far, din mor,
før veien bøier evig av!
Den venter Os, den sorte jord!
Nu gaar vi tre, til hver vor grav!
|
|