Dalvise

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Det er min sjæl en frydfuld trang
at gjeste Norges dale.
Den gamle fjeldkoll elsker sang,
den glade hjerters tale.
Kom til den fagre Maridal,
til Kleivens svimlende portal!
Kom hvorsomhelst, og Norge skal
dig i sin favn husvale!

Hvor strømmer ud berusning sød
fra dalens bjerkelunde!
Det var en drøm i engles skjød
paa deres mos at blunde.
Hvad harpespil i denne bæk!
Hvad melodi! Hvor sød en skræk!
Bestandig ny den toner væk -
ak! som fra perlers munde.

Hvad tænksomt, sværmersk øie fik
du tjernets stille vove,
hvad ord den susende musik
i aasens dybe skove.

Den mand er ei i Norge fød,
som den ei gjør om hjertet blød.
Det er hans vuggesang, der lød
ifra de dybe skove.

Didind, hvor fyrren suser, ind
tør ingen nidding vandre,
som har forglemt i troløst sind
sit fædreland for andre.
Ham vil rædsel gribe, - bleg
han vilde høre skoven skreg,
hvor klagende dens røster steg.
Did tør ei nidding vandre.

Ham vilde, som en dommer haard,
hvert fjeld imødetræde.
"Hvad vil du i din moders gaard,
som glemt har hendes kvæde?"
Hvor tjernets blik blev kummerfuldt!
Ak det, der smile kan saa huldt!
Ve den, hvis barm ei voldsomt slaar
ved hjemmets syn, af glæde!

Vi nærmere i dalens favn
os føle Norges hjerte.
Dets ærlige og gamle navn
vi der af fossen lærte.
I fjeldets solbelyste tind
det blotter os sit høie sind,
og derifra det speiler ind
sig selv i folkets hjerte.

Igjennem folkets aarer lad
sig Glommens styrke velte!
Som Rjukans kjække styrtebad
saa fyrige dets helte!
Lad i dets kvinder Ringerig
med bliden yndre præge sig!
Vær Gausta hver en gubbe lig,
som sig tiltinge meldte!

Hvor styrtende mod Tyris strand
fra aasen Kleiven iler!
Saa først ved maalet, idrætsmand!
din sterke vilje hviler.
Som kolven fra det spændte staal
din kraft forfølge vil sit maal:
dit vel, en daad, o fedreland,
en daad, hvortil du smiler.

Hist slanken silje, heg og pil
og rogn sig sammenranke.
Det nøgne fjeld de dække vil -
det er en kjærlig tanke.
Saa, norske brødre, bryst ved bryst,
vi ville med vemodig lyst
vor moders brøst selv hylle til -
det er en kjærlig tanke.