Det fromme faar
Faaret maatte lide meget af alle Dyr. Da traadte det frem
for Skaberen, og bad om Lindring i sin Elendighed. Skaberen
syntes villig, og sagde til Faaret: "Jeg indseer vel, min fromme
Skabning, at jeg har skabt dig altfor værgeløs. Men vælg nu,
hvorledes jeg paa bedste Maade kan afhjælpe denne Feil. Skal
jeg udruste din Mund med skrækkelige Tænder og dine Fødder
med Kløer?"
"O nei," svarede Faaret; "jeg vil ikke have noget tilfælleds
med Rovdyrene."
"Eller," vedblev Skaberen, "skal jeg lægge Gift i din Mund?"
"Ak," svarede Faaret, "de giftige Slanger blive jo hadede saa
forfærdeligt."
"Nu, hvad skal jeg da? Jeg vil sætte Horn paa din Pande
og give din Nakke Styrke."
"Heller ikke, gode Fader; jeg kunde let blive saa trættekjær
som Tyren og Gjedebukken."
"Men, du maa jo dog, sagde Skaberen, selv kunne skade,
naar Andre skulle afholde sig fra at skade dig."
"Maa jeg det? sagde Faaret. O saa lad mig være som jeg
er, gode Fader; thi Evnen til at skade, frygter jeg, vækker Lys-
ten dertil, og det er bedre at lide Uret end at gjøre Uret."
Gud velsignede det fromme Faar; og det glemte fra den Stund
at klage.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer