Drengen
Held mig, se Stella legende med en
Drengs det lokkede Hoved?
Bag Jasminen sig useet
tænker den Hulde.
Hvi i Jasminens Skygge? ak, har da
Pigens Moder vel sagt: "i
Manden skue du Slangen,
Øglen i Drengen?"
Vee, da, som Kadmus, lagde i Jord hun
Dragens Tænder, og snarlig
skulde Furier voxe
frem mellem Roser.
Drengen er skjøn, og Stella hans Haar, ligt
Solskin, elsker, og Munden
er, paa Liljeblad lagt, et
rødmosset Jordbær.
Kinden paa Drengens Lokker hun lægger,
som naar Straaler paa Morgenens
Skyer bølge, som gyldne
Vimpler paa Feers
purpurne Seil: -- Se, regne ei Kys paa,
Kinden, liig, naar en Flok af
purpurvingede Duer
dale til Jorden?
Følelser dunkle bryde igjennem
dine lysnende Kys og
Blik, som Sommernat gjennem
Qvelsrødt og Luftblaat.
Ønsker de føde (et for hver Finger)
dunkle som Sommernatsstjerner.
. . Ah Maria Hun seer med
Jesus paa Skjødet!
Følelse -- o uforstaaelig som Himlen,
beruust af Nat og Jasminduft
(den veed ei selv sin Ruus, før kolde
Morgenvind blæser den bort: nu
seer den, at dens Jasminer
vare kun en Drøm om Stjerner,
dens Stjerner en Drøm kun om Solen:
med Sol i Skjød, den sukker nu ei mod Natten)
O Stella, en Vind det jomfrulige Slør
(der bugner nu ud, som et Seil, af Drømme)
vil splitte, saa knapt du i Luften
det seer som en drivende Taage;
men dine Taare-jasminer dale ned,
men dine Ønskestjerner dale ned,
som i dit Skjød et Solsystem du samler
af slige gyldenlokk'de Drengehov'der.
O, at jeg Tiden kunde tilbage
rive: Tiden, da Lokken
lignede Stjernernes Skimmer:
Blaavinget Due
ligned' mit Øie -- Tiden, da under
Træet, Bedstefa'r planted',
dengang Mo'er-min blev født, jeg
sorgesløs leged'!
Hjertet var ligt da Lærken, hvis Glæde
høit i Vaarluften dirrer:
ligt det Blad, som paa Bækkens
Sølvvover svømmer.
Maaskee da hine Kjærligheds Lyn -- o
Stellas Kysse -- mig skjænktes?
Pletten jeg blev, hvor Rosen
Bladene rysted'?
Ha, nu er Hjertet Ørnen: nu fraader
Bækken: Bladet er sjunket:
Kinden ligner ei Æblet,
hvormed jeg leged.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer