En skuffet Elsker
Du valgte Dig en Kjereste til Trøst og Tidsfordriv,
Fordi hun var saa blomstrende og havde smekkert Liv.
Du gik med din Engel ved Sølverbækkens Rand;
Hun speilede sit Ansigt i det rolige Vand.
Du saa paa mange Blomster i dette Floras Hjem,
Men mest dog paa din Kjereste, den smukkeste blandt dem.
Og purpurrød var Kjolen; men om Bryst og Hals og Arm
Hun havde kun et Flor-Net, thi Dagen var varm.
Du lod dit Øie glide over Sølverbækken hen,
Da saa Du en Libelle, der svæved over den.
Den havde Purpurkjole og Florvinger paa,
Og svaiede for Vinden paa et tyndt, gulnet Straa.
Og længer hen paa Marken der laa en hæslig Myr;
Der fandtes intet Fæste for Træer eller Dyr.
Men i det løse Teppe over dette falske Kjær
Der voxed mange giftige, purpurrøde Bær.
Og hist ved Bækkens Udspring der duftede en Lund;
Der var det godt at hvile i den klare Aftenstund.
Men midt i denne duftende, blomstrende Natur
Stod paa den lyse Grønning et snedigt Fangebur.
Og husk, i Buret sad der en Lokkefugl paa Vagt,
Med honningsøde Triller og skinnende Dragt.
Der kom en Irisk flyvende ved dette søde Spil,
Og hoppede i Buret, og da faldt Døren til.
Nu er det længe siden; det Hele er forbi, —
Nu har Du ingen Kjereste, — og nu er Fuglen fri.
