Fordums-venner

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk
BALLADE
(HENR. WERCELAND TIL LUDVIG DAA)


Med Døden i mit Hjerte
      og Smilet om min Mund
og i mit Blik en Smerte
      ifra vor Afskedsstund --
kom, Ludvig Daa, min Svorne,
      jeg beder, kom min Ven!
Af tusinde forlorne
      jeg har en Stund igjen.

Jeg har en Stund, at tale
      om rundne Dages Strøm,
der kunde søndermale
      til Skum vor fagre Drøm.
Vi os ved Fossen sætte!
      Se, hvor den Skummet slaaer!
Saa, Venskab, knust din lette
      Meened i Skum forgaaer.

Du gyser der ved Faldet;
      Du tør ei see derned,
som om Du hørte Skraldet
      af en forsvoren Eed.
Friskt Mod! Ved Fossen Birken
      sin Fahne freidig slaaer.
Histudenfore Kirken
      vort næste Møde staaer.

Vi os paa Engen sætte!
      Dens Græs er guult og tørt.
Ak, just et Liv som dette
      har jo vort Venskab ført?
Det skjød som Græs i Vaaren;
      det visnede som Straa;
og Vindens Flugt har skaaren
      de Ax, som sad derpaa.

Vi sætte os paa Tinden,
      hvor Skyen flyer forbi!
Der seile To for Vinden,
      forbundne fast som Vi.
De splittes i Sekunden.
      Forbi Fostbroderskab!
Saa af vort Venskab vunden
      vi har hinandens Tab.

Kom, sæt dig ved min Side!
      Kom, tryk dig til mit Bryst!
Du skal dets Qvaler vide;
      saa lærer jeg din Lyst.
Der var Du engang hjemme
      med al den Førstes Ret.
Ve mig, som ei kan glemme!
      Ve Dig, som kunde det!

Vi sætte os paa Randen
      af vildest Afgrunds Hang!
omfavne saa hinanden,
      og saa, min Ven -- et Sprang!
Lad Dybet Tvende gjemme,
      som vare engang Eet!
Ve mig, som ei kan glemme!
      Ve Dig, som kunde det!