Fortuna

Under aftengyldne Grene
gik vi der, vi to, alene,
og du lo mig Dag i Sinde,
unge, fine, sarte Kvinde.

Og din barnefriske Kind
rødmed let i Kveldens Vind,
fik mit Hjerte til at gløde,
medens Dagen stille døde.

Stjerne paa min dunkle Vei,
Livet, Lykken det er dig,
ved dit Blik i Aftenrøden
blev jeg din, ja, din til Døden.

Sorter etter dato Sorter etter poeng

Slå på automatisk oppdatering av kommentarer

Skriv noe positivt og fornuftig

Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.