Gamle Heltberg.
Jeg gik på en liden, meget pyntelig skole,
på hvilken både kirke og stat kunde stole.
Den drejed helt stilfærdig i stats-maskineriet,
og skønt det kunde høres på hjule-knirkeriet,
at sjælden den smurtes af åndens talg,
så var på hine kanter slet intet valg:
vi måtte gå der, til vi blev store.
Jeg gik der også, - men læste Snorre.
De samme bøger, de selv-samme tanker,
som lærer efter lærer på kongelig forordning
i slægt efter slægt selv-forsagende banker,
- og som ene skaffer lærer og lærling befordring! -
De samme bøger, de selv-samme tanker,
som flinkt af hele slægten gør en eneste én,
en fortræffelig fyr, som kan stå på ét ben
og ramse hele leksen, som der slippes et anker! -
De samme bøger, de selv-samme tanker,
ifra Hammerfest til Mandal - (sådan staten os sanker
i en alting og os alle konserverende forening,
hvori alle pene folk får én eneste mening!) -
De samme bøger, de selv-samme tanker
kamraterne åd; men jeg tabte apetitten
og så længe vraged kosten, til jeg endelig blev kvit den -
og hoppede glad over hjæmmets skranker.
Hvad mig mødte på rejsen, hvad jeg tænkte derved,
hvad der steg i min sjæl på det ny-valgte sted,
hvor fræmtiden lå, det jeg lader i stikken
for at skildre, hvad jeg så på "studenter-fabrikken".
Skæggede karle, tidt over de tredve,
og slugne på hvært ord, sad og trællede bredved
rejicerede kropper på sytten år,
sorgløst-galne som spurv i vår.
- Kraftige sjø-mænd, hvis æventyr-sinn
først drev dem af skolen i livet in, -
men siden på togt til den attrå, som kræver
lys af tænkningens sol over alt det, som lever.
- Fallerede købmænd, som stilt bag sin disk
havde bejlet til bogen, intil kreditor blev bidsk
og tog varerne fra dem. Nu de læste "på lån".
Og ved siden dovne "løver", - det var næsten som hån!
- Unge ærgerrige, "norske" jurister,
"præler"[1] og præke-lystne seminarister,
- kadetter med en skade på arm eller bén;
- bønder, hvæm en skole falt altfor sén: -
her de alle vilde bryde i latinen fræm
på ét år eller to, - imod otte eller fem.
De hang over bænken, de lå imod væggen,
i hvært vindu sad to, én just prøvede æggen
på sin ny-slebne kniv i den blækkede pult.
Gænnem tvenne åbne rum var det dørgende fullt.
Lang og slåpen, i halvdrøm, på yderste linje
sad og grunded for sig selv Åsmund Olavsen Vinje.
Anspænt og mager, med farve som gibsen,
bag et kul-sort, umådeligt skæg Henrik Ibsen.
Jeg, den yngste i laget, gik og vænted på parti,
intil nyt kuld kom in, over jul Jonas Lie.
Men "manden", vor chef på det logiske tog
"gamle Heltberg" af alle var den snurrigste dog!
I pels-støvler stod han, i hundeskinns-trøje
(for astma og gigt måtte kæmpen sig bøje).
Ej skinn-huen skjulte hans panne, den høje,
hans klassiske drag og hans mægtige øje.
Nu krum-bøjd af smærte, nu rejst af sin kraft,
han kasted stærke tanker, og han kasted ikke lavt.
Kom lidelsen værre, og den mødtes igjen
af viljen i hans sjæl, og han tog som et spæn
mod anfall på anfall, hans øjne de flammed,
og hænderne sig knytted, som om dybt han sig skammed,
fordi han havde veget en stund! - ja, da var vi,
dybt slagne af det store i kampen, da bar vi
et billede hjæm fra hin stormende tid,
da der suste gænnem landet en "Wergelands-rid"!
Der var kræfter i de karle, som var med på hin leg,
der var vilje i de kræfter, som den gang steg.
Nu stod han der tilbage, forglæmt i sin krog.
Men gærningen, han gjorde, den var en høvdings dog!
Han sprængte tankens ævne af skole-pugets bånd,
hans lære var selvstændig, hans førelse var ånd;
personligheden typisk: på trøndersk-hedemarkisk
skar han fore i teksten; og uindskrænkt-monarkisk
var hans vrede over fejl; - men den lagde sig straks,
eller steg til en patos af ædleste slags,
der ofte slog tilbage i selv-ironi
og en styrt-regn af vid, hvorved ingen sad fri. -
Sådan styred han sin "horde", sådan gik det gænnem landet,
det klassisk-skønne land, som vi hærjede forbannet!
Hvor forfærdet stod ej Cicero, Virgil og Sallust
på forum og i templet, hvor vi rasede just!
Det var atter Goter-toget over Romas ruiner,
det var Tors og Odins ånd over Jupiters latiner,
- og den gamles "grammatik"[2] var en dværgesmedet hammer:
når han svang den, da det gnistrede og kastede flammer.
Den flok af "barbarer", han førte afsted,
havde just ej til mål hist at sætte sig ned.
Den blev ikke "latiner", ej fremmed tænknings træl;
men den blev under toget alt mere sig selv.
Han invant sproget for os som en tænkningens lov,
og de, der fulgte med ham, fik et lifligt behov
til udfærd og til under, fik erobringens mod
til angreb på hvad hidtil som uløseligt stod.
Hvær tolkning, han gav, blev som syn, vi havde haft;
det øged vor unge personlige kraft.
Hans billeder blev nedslag i vor skabende lyst,
hans vid blev styrke-prøve; den gav ævne til dyst,
hans vælde var os vægten, hvorpå småt fra stort blev skilt,
hans patos bud fra kampen, som luede stilt.
Den syge kæmpe længtes så tit fra sin krog;
han vilde, om æn kun i én eneste bog,
vise lidt af, hvad han var, vise fler det æn os: -
han lå hvær dag for udfærd; - men kasted aldrig loss.
Hans "grammatik" kom ikke![3] Han selv gik derhen,
hvor tænkningens lov ikke skrives med pen.
Hans "grammatik" kom ikke! - men det liv, den har haft,
behøvde ikke sværtens forlængende kraft.
Det levde i hans sjæl, så mægtigt, så varmt,
at tusen bøgers liv imod det bliver armt.
Det lever i den skare selvstændige mænd,
hvis tænkning han gav marv, og som finnes igæn,
i tingets sal, for skranken, i skolen, i kirken,
i digtning og i kunst, og hvis levned og virken
har vist sig at have en stærkere art,
fra Heltberg deres ungdom gav højere fart.
fotnoter
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer