Hav

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Du mørke, underlige hav!
Jeg ved ei, hvad det kommer af:
dit dybe øie drager mig --
jeg grunder, men forstaar dig ei,
-- men stundom jeg fornemmer,
som var jeg ét med dig.
Dit smil,, dit dumpe raseri,
som der er ingen lise i,
og dine sære stemmer,
som ingen kan forstaa --
--for ingen, ingen vide maa,
hvad du paa bunden gjemmer.

Ja, stundom jeg fornemmer,
som var jeg ét med dig.

       Men nu er der helg over havet!
       Lysdis saalnagt en kan øine --
       slig underfuld Paradis-stilhed --
       Og himmelrummet deroppe,
       det havblanke dyb dernede,
       alt svæver i endeløs sol.

       Men i dette sol-nirwana
       vugger snehvid og hellig
       en eneste, skinnende svane.