Holger Drachmann.
Velkommen vår-bud! Kommer du fra skogen?
Ti du er våd i håret, løvet, støvet . . .
har du kræfter prøvet?
har du slå's med nogen?
Den larm omkring dig af den løste flom,
som følger dig i hælen - vend dig om:
den sprøjter på dig! - var det den, du slå's for?
Du var der inne mellem trøsk og stubber,
hvor længst de steller, disse vinter-gubber;
de vilde eje den? de satte lås for?
Men du fik kræfter af den gamle Pan!
De skreg vel skrækkeligt og spådde slæmt?
Og din bedrift, de kaldte den vel ran?
- Hvær vår det hænder; men det snart er glæmt.
Du ned dig kaster ved det salte hav.
Det også løste sig; det spiller mod dig.
Du kænner takterne; ti Pan oplod dig
sin kunst en kvæld-stund ved en viking-grav.
Men mens du hviler i naturens favn,
du hører kamp-trav på den våde jord,
du ser på damperne, der går mod Nord
med friheds-flag; - det roper på dit navn.
Og sådan slides du imellem to? -
frihedens kæmper, som nu stolt sig flokker,
naturens sagn-liv i sin drømme-ro;
de første maner og det siste lokker.
Snart dine sange som en kamp-lur knægge,
snart siver kælne gænnem rør ved strand.
Du er natur-magt halvt og halvt en mand,
og du har ænnu ikke enet bægge.
Men som du spiller, og som selv du er
(faun-artet kærlighed hos viking-længsel
i kraftfullt skifte), vær velkommen her, -
skønt du har døren med dig og dens hængsel!
Ti netop det var, hvad vi trængte nu:
op, op for våren! Denne kvalme duft
af konge-røgelse og munke-snus,
ja, denne svind-sot i romantisk dus
er slæm for lunger som moral: frisk luft!
Heller en slurk venetianske sange
i sydlandsk yppighed og farve-under;
heller "to skud" (om æn de gør lidt bange)
mod alt vort klissede opfostrings-plunder.
Velkommen vår-bud fra den ranke skog,
fra havets rullen og fra kampens trav!
Om tit lidt skødesløst din streng du slog, -
hvor der er rigdom, kan jo kuttes af.
En kæmpes lader alle små-trold klandre.
Jeg ælsker dig; du er ej som de andre.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer