Huldrens Roser

  Dybest inde i Skoven,
  Der hvor Bøgenes Tag,
  Brydende Solens Straaler,
  Dæmper den klare Dag,

  Ligger i Ly af Høie,
  Mægtige Stammers Pragt
  Skovens smilende Øie,
  Klædt i Sommerens Dragt.

  Birken bævende hælder
  Sig over Søens Rand,
  Stirrer, elskovsberuset,
  Dybt i det klare Vand.

  Sivet svaier og neier
  For den flygtige Vind,
  Kysser Snerlen og klapper
  Den paa dens fine Kind.

  Stolt med Fjærtop i Hatten
  Rørene rasle paa Rad,
  Se med Foragt paa søens
  Fattige Andemad.

  Men paa den stille Flade
  Svømmer en grønklædt Ø;
  Huldrens Roser sig reise
  Op af den dybe Sø.

  Stedet kjender jeg nøie,
  Tidt jeg saae det som Dreng,
  Naar jeg i Engen redte
  Freidigt min Blomsterseng.

  Tidt med hemmelig Længsel
  Ønskede jeg dem nær;
  Da stod til Huldrens Roser
  Alt mit unge Begjær.

  Det var en varm St. Hansdag.
  Alt mod Aften det led,
  Solens rødmende Straaler
  Hen over Søen gled.

  Trykkende tung hang Varmen
  Over Bøgens Top;
  Nede i Horizonten
  Trak der et Uvejr op.

  Speilblank hvilede Voven,
  Gjemt bag Sivenes Bryn,
  Gjengav stundom et enkelt
  Blaaligt blinkende Lyn.

  Og i Lynets Belysning
  Saae jeg Blomsternes Krands
  Vuggende sig i sælsom,
  Vild og svævende Dands.

  Let som legende Huldrer
  Steg de af Dybets Gjem,
  Flere, bestandigt flere,
  Dukked af Voven frem.

  Op fra de mørke Vande
  Lød saa sælsom en Klang;
  Toner drog gjennem Luften,
  Formede sig til Sang:

  "Kom til vor stille Bolig,
  Jordens deilige Søn!
  Alt, hvad din Længsel attraaer,
  ? Giver vi dig til Løn.

  Stille vil vi din Længsel,
  Dulme din Attraaes Røst,
  Skjænke dig Fred og Hvile,
  Elskovs saligste Lyst.

  Trygt, som et Barn, Du slumre
  Skal i vor bløde Favn;
  Her i krystende Arme
  Glemmer Du Jordens Savn.

  Kom, hvor Voverne trille,
  Jordens deilige Søn!
  Alt, hvad din Længsel attraaer.
  Give vi dig til Løn."

  Halvt fortryllet jeg stirred
  Paa den sælsomme Leg,
  Medens Længsel og Attraa
  Op i mit Hjerte steg.

  Alle de kuede Tanker
  Vaagnede da paa Ny,
  Brød gjennem Hjertets Gjemme
  Frem som Sol gjennem Sky.

  Trods det stigende Uveir,
  Trods den synkende Dag.
  Kløved jeg Søens Vande
  Dristigt med stærke Tag.

  Voven skummed og brused
  Om min Mund og Kind,
  Sære skvulpende Toner
  Trængte sig til mit Sind:

  Røver Du Huldrens Roser,
  Røver hun din igjen,
  Vogt Dig og vend tilbage,
  Dristige Ungersvend!

  Vogt Dig og vend tilbage!
  Her er ei godt at bo,
  Røver Du Huldrens Roser,
  Fanger Du aldrig Ro!"

  Men jeg svømmede fremad,
  Baaren af Bølgens Arm j k
  Da blev med Et jeg knuget
  Til en bankende Barm.

  Ned i Dybet jeg droges
  Af en ustandselig Magt,
  Tvende glødende Læber
  Bleve mod mine lagt.

  Tvende favnende Arme
  Slynged sig om mit Bryst,
  Dødens Kulde jeg følte,
  Dertil af Livets Lyst.

  Sort det blev for mit Øie,
  Haanden blev svag og mat;
  Uden Bevidsthed sank jeg
  Hen i en Bælgsort Nat.

  Men da jeg atter vaagned,
  Brudt var min Ungdoms Mod j k
  Huldrens blomstrende Roser
  Spredte laa for min Fod.

  --------

  Megen Tid er forsvunden
  Siden hin Sommerkvæld,
  Da jeg gjæstede Huldren
  Dybt i det klare Væld.

  Aldrig fandt jeg dog Hvile,
  Aldrig min tabte Fred,
  Skjøndt jeg har stridt og kæmpet
  For et blivende Sted.

  Aldrig vandt jeg en Kvinde,
  Aldrig fæsted jeg Bo,
  Aldrig et Barn jeg vugged
  Paa mine Knæ til Ro.

  Thi min Fred og min Uskyld
  Gav jeg til Huldren hen j k
  Aldrig i Livet mere
  Fanger jeg dem igjen!

Vilhelm Bergsøe